Af Dorit Glintborg
Der venter en 27-årig kvinde fra Nykøbing et retsligt efterspil, efter at hun i går aftes forårsagede et færdselsuheld, og sidenhen kørte fra stedet.
Klokken 19.57 søndag aften kørte den 27-årige ind i en bil, der holdt parkeret ved Vesterbro.
Påkørslen skete med en sådan kraft, at den parkerede bil blev skubbet op i et hus på Vesterbro.
Umiddelbart melder historien ikke om personskade, men både ulykkesbilen og den parkerede bil fik større skader.
- Den 27-årige kvinde er sigtet for manglende agtpågivenhed, og for at rende fra stedet, oplyser politikommissær Jørgen Jensen til Her På Øen.
Han fortæller, at den parkerede bil tilhører en 37-årig kvinde fra Nykøbing.
Beboeren i det ramte hus på Vesterbro er en 28-årig kvinde.
At den 27-årige kvinde kørte fra stedet efter påkørslen af bilen, der blev skubbet op i et hus, er ikke noget, der ses med milde øjne på hos politiet.
- Det er en alvorlig sag at køre fra et færdselsuheld, fastslår politikommissær Jørgen Jensen.







































