Af Dorit N. Glintborg
En 59-årig mandlig bilist fra Salling var i går, 2. pinsedag, tæt på at forårsage både skader og ulykker i Nykøbing, hvor han kørte på meget hasarderet vis.
Lokalpolitiet i Thisted oplyser til Her På Øen, at sagen startede klokken 07.39 mandag, hvor politiet fik anmeldelse om en vild bilkørsel i Nykøbing.
Den 59-årige kørte i høj fart imod kørselsretningen.
I rundkørslen Limfjordsvej-Næssundvej kørte han venstre om.
Det medførte, at en anden bilist måtte foretage nødopbremsning for undgå et frontalt sammenstød.
Bilisten i den modkørende bil i rundkørslen slap heldigvis uden skader. Hans bil fik blot kørt sidespejlet af.
Efter denne voldsomme episode fortsatte den 59-årige sallingbo sin vilde kørsel, og han påkørte på vejen en lygtepæl, og bagefter en fritstående mur, som væltede.
Da de to betjente i patruljen ville anholde manden, forsøgte han at slå ud efter den ene betjents ansigt.
Imens han blev lagt i håndjern, sparkede han en af betjentene over skinnebenet.
Vanvidsbilisten blev anholdt og kørt til detentionen i Holstebro.
På nuværende tidspunkt er han løsladt igen, og en jurist har ifølge Lokalpolitiets oplysninger til Her På Øen vurderet, at manden ikke skal fremstilles i grundlovsforhør.
Begrundelsen herfor kendes ikke af redaktionen.
Den 59-årige mand er sigtet for i alt fem alvorlige lovovertrædelser:
Kørsel imod færdselsretningen, påkørsel af mur, vold mod polititjenestemand og kørsel af bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Derudover for at forvolde fare for andres liv og førlighed.
Resultatet af blodprøven på sallingboen ventes om en uge.
Pressefoto: Rigspolitiet.