Julestemningen er i højsædet, når Nordkraft Big Band indtager scenen i Musikværket i Nykøbing til Det store Bigband Juleshow mandag d. 11. december
Aftenens stjerner er ingen andre end Nabiha og Mads Mathias, to af Danmarks mest anerkendte sangere. Sammen spænder de bredt over genre fra pop og motown til swing og crooner-jazz.
Ved koncerten medvirker også de lokale kor Seniorkoret, Musikværkets Kvindekor og Syngørekoret, der vil løfte julestemningen endnu højere i samspillet med bigbandet og solisterne.
Publikum kan forvente en aften med en række af julens store musikalske klassikere, som mange kan synge med på, men også nyere originale julenumre fra de to sangsolister – alt sammen pakket flot ind i nye skræddersyede musikalske arrangementer.
Det store Bigband Juleshow i Nykøbing er arrangeret af Nordkraft Big Band i samarbejde med Musikskolen på Mors.
Musikalsk rejse
Nabiha har siden sit gennembrud i 2010 med det livsbekræftende og anmelderroste album Cracks opnået meget på sin musikalske rejse.
Den internationale version af debutalbummet More Cracks fra 2011 inkluderede hitsinglen Trouble, der var i fast rotation på 25 danske radiostationer, og selvfølgelig Never Played the Bass, som var en af de mest spillede sange i dansk radio.
I 2013 udgav Nabiha albummet Mind the Gap, hvor både titelnummeret og singlen Ask Yourself fik guld og platin. Det lykkedes også Nabiha at bryde lydmuren til udlandet, hvor hun har haft fem #1 singler på UK’s Urban Chart, og hitsinglen Animals strøg ind som #1 på US Billboard Dance Charten.
Nabiha har også modtaget European Border Breakers Award og optrådt på prestigefyldte amerikanske festivaler som Austin City Limits, South By Southwest og San Francisco Pride samt spillet shows over det meste af Danmark og Europa.
Prisbelønnet crooner
Anmelderrost og prisbelønnet har Mads Mathias indtaget de danske og europæiske scener, hvor han bl.a. har spillet i Royal Albert Hall og åbnet London Jazz Festival. Uden tvivl en af dansk jazzmusiks største croonere.
Har man én gang oplevet Mads Mathias på scenen, er det sandsynligvis ikke sidste gang. Hans sikre stemme fører publikum ind i et fløjlsblødt rum, der minder om fordums stjerner som Nat King Cole og Frank Sinatra, men tonen er kontemporær og lyrikken er på samme tid både kærlig, melankolsk og drillende. Mads Mathias møder os i øjenhøjde og uden omsvøb.
Internationalt anerkendt
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et aktivt, visionært og seriøst ensemble inden for rytmisk musik.
Nordkraft Big Band opstod i Aalborg i 2010 og har rødder i den europæiske og amerikanske bigband-tradition, men afsøger også formatets forskelligheder. Det 17 personer store bigband har udgivet flere plader af meget forskellig karakter og bliver bl.a. spillet på DR P8 Jazz.
Bigbandet har også gennem samarbejder og projekter gjort sig internationalt anerkendte. Senest gennem samarbejdet med den amerikanske saxofonist og komponist Remy Le Boeuf, der er chefdirigent for bigbandet i 2023 og 2024.
Tekst og foto fra Musikskolen Mors til Her På Øen.