Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

  • Du kan roligt sige til dig selv: Jeg har gjort en forskel.

Sådan lød ordene forleden aften fra Falcks regionsdirektør Kjeld Brogaard på stationen i Nykøbing, da Christian Gerken fik overrakt Dronningens belønningsmedalje.

 

Christian Gerken blev ansat hos Falck af stationsleder Lynge Madsen den 1. februar 1980, og havde således 40-års jubilæum i 2020.

Nu er han blevet hædret med den fornemme medalje, da kollegerne samledes om at hædre ham.

 

Den flotte medalje betyder meget for den nu tidligere Falckmand. Det samme gør ordene fra Falcks regionsdirektør Kjeld Brogaard, som i sin tale understregede, at han ikke havde haft svært ved at finde argumenter, da han til Erhvervsministeriet indstillede Christian Gerken til Dronningens belønningsmedalje.

  • Du har gennemlevet et erhverv, der har ændret sig betydeligt i årenes løb. Dengang var en Falckmand en person, der kunne lidt af det hele uden at være specialist.

Både dengang og nu er Falck beriget med mennesker, drevet af empati, omsorg og vilje til at hjælpe mennesker og dyr i nød, lød det.

 

  • Det er da dejligt at få anerkendelse. Man ved jo, at man ikke er blevet indstillet, hvis ikke de mener, man har fortjent det, siger Christian Gerken til Her På Øen, og han tilføjer: – Det er ikke altid så nemt at få anerkendelse og skulderklap, så når man får det, skal man da nyde det.

 

Christian Gerken startede hos Falck som udlært tømrer, og havde desuden gennemført aftenskole i motorlære.

Sidstnævnte er i dag kommet ham til gavn i den store private interesse at renovere gamle motorcykler.

Netop det er noget af det, den nyvundne fritid skal bruges på.

  • Jeg holder meget af at skrue på gamle motorcykler, og jeg har lige kørt København-Skagen rally på min gamle Henderson. Det var 1200 km, beretter Christian Gerken.

Han betegner de over 40 år hos Falck som en god epoke i hans liv.

  • Det har været et rigtigt spændende arbejdsliv, hvor ikke to dage var ens, og jeg har nydt at kunne hjælpe mennesker i forskellige situationer.

Medaljen hænger nu på Christian Gerkens gamle uniform i klædeskabet, men den skal ikke gemmes væk.

Han agter at bruge den i forskellig øjemed, for en ting, man har fået og er glad for, skal vises frem med stolthed.

Den flotte medalje ses her i et foto fra Christian Gerken til Her På Øen:

 

Historien bag belønningsmedaljer for ansatte i private virksomheder, og fortjenstmedaljer for ansatte i offentlige virksomheder, stammer helt tilbage fra 1792, hvor Kong Christian den syvende indførte belønningen til offentligt ansatte, som havde udvist særligt borgerlige dyder.

I 1865 besluttede Kong Christian den niende, at også private ansatte skulle have samme mulighed.

Det fortæller regionsdirektør i Falck, Kjeld Brogaard.

 

Mens Christian Gerken nyder sin velfortjente medalje, kan han glæde sig til på et senere tidspunkt at komme i audiens hos Dronningen.

Men før det skal motorcyklen luftes igen, når han i morgen tager afsted til Trondheim-Rittet i Oslo.

En god, lang tur, hvoraf de 300 km foregår på grusvej.

Den slags kræver godt materiel, og så er det jo godt, at man har forstand på motorlære.

Mens Christian Gerken kører den lange tur på sin gamle Henderson, kan tankerne sagtens bevæge sig både frem og tilbage i tiden.

Tempoet er nemlig på de gamle motorcykler mere adstadigt, end på nye maskiner.

Som Christian Gerken udtrykker det overfor Her På Øen:

  • Man får brugt alle sine sanser, når man kører på den gamle motorcykel i den flotte natur. Man både hører, ser, føler og lugter alt, og det nyder jeg.

Her På Øen ønsker tillykke med belønningsmedaljen og ønsker god vind på motorcyklen.

Forsidefoto og ovenstående foto:  Falck Morsø.