Af Dorit Glintborg
Det er en hel føljeton, politiet har på døgnrapporten fra weekenden på Mors.
Hovedpersonen i historien, der udspandt sig lørdag og søndag, er en 57årig mand, og de andre implicerede er en 43årig mand og en 52årig kvinde, og endelig en 55årig mand.
Den 57årige mand blev anholdt kl. 16.15 i går søndag, sigtet for overtrædelse af våbenloven, for vold og for trusler.
Politikommissær Jørgen Jensen oplyser til Her På Øen, at politiet hen over weekenden var tilkaldt til flere episoder, involverende de samme fire personer.
- Der var tumult og verbale trusler. Der var telefontrusler og der var en strømpistol og en ulovlig kniv, oplyser Jørgen Jensen.
Tumulten udspandt sig på flere adresser her på øen.
Blandt andet på Næssundvej i Hvidbjerg og på Ørndrupvej i Karby, ligesom bekendtskabskredsen også på et tidspunkt befandt sig på Østermøllevej i Fredsø.
Alle urolighederne var interne, de involverede parter imellem, men politiet måtte bruge en del tid på sagen.
Pressefoto: Rigspolitiet











































