EUC Nordvest har gennem mange år haft et ganske markant fokus på bæredygtighed og grønne løsninger. Bygningsmassen er blevet energioptimeret i stor stil, firmabilerne er el-drevne, Nordic Food College har omlagt til økologisk produktion og i læringssammenhænge står bæredygtighed og miljø højt på dagsordenen i den daglige undervisning. Nu er turen kommet til at sikre, at skolens medarbejdere også har et fælles mindset og et fælles sprog som fundament for et fortsat stærkt bæredygtigt fokus.
EUC Nordvests ledelse gik forrest og gennemførte som de første et bæredygtighedsforløb. Efterfølgende var det alle underviserne på skolens tekniske gymnasium og de tre handelsgymnasier, der blev sendt på kursus, og nu er turen så kommet til resten af medarbejderstaben, der tæller undervisere og øvrigt personale fra erhvervsuddannelserne, kursuscentret, serviceafdeling, kantiner og administration.
- Som UNESCO Verdensmålsskole skal vi naturligvis sætte et stærkt grønt eksempel, og det kræver, at alle medarbejdere er klædt på til opgaven. Bæredygtighed er i dag et bredt begreb – det handler ikke ”kun” om miljø. Man taler også bæredygtighed i forhold til fx skoledrift, Work/Life-balance, økonomi og sociale forhold. Der er utrolig mange parametre i spil, når vi taler bæredygtighed, og derfor er det også helt afgørende, at vi får etableret en fælles referenceramme og et fælles sprog, så ingen er i tvivl om, hvad vi lægger i det, når vi taler bæredygtighed på EUC Nordvest. Det er baggrunden for, at vi har besluttet at investere i bæredygtighedsforløb for samtlige medarbejdere, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.
Walk the Talk
Alle bæredygtighedsforløb er tilrettelagt i tæt samarbejde med VIA University College, der forestår undervisningen på de enkelte kursusforløb og workshops. Ca. 1/3 del af EUC Nordvests personale har allerede gennemført kurset, og de resterende ca. 170 medarbejdere forventes at have gennemført forløbet inden udgangen af maj ’23.
– På EUC Nordvest uddanner vi til fremtiden – og fremtiden er grøn! Vi bærer et kæmpe ansvar i forhold til at sikre, at de elever, vi sender ud i verden, er kompetente og ansvarlige medborgere med et bæredygtigt mindset og den fornødne viden til at kunne bidrage positivt til udviklingen og driften af fremtidens grønne løsninger. Det ansvar løfter vi ved at sikre vores elever kvalificeret undervisning. med bæredygtighed som integreret fokusområde i de enkelte fag, samt ved at sikre de unge et uddannelsesmiljø med bæredygtigt fokus. Et uddannelsesmiljø, der tydeligt viser eleverne, at vi ”Walk the Talk”, slutter Hans Chr. Jeppesen overfor Her På Øen.