Den kaldes rå og humoristisk, den forestilling, der gæster Limfjordsteatret 3. og 4. februar.

 

Tilbage i 2018 udgav professor, dr. phil. Birgitte Possing den faghistoriske debatbog ”Argumenter imod kvinder”. Den er nu blevet til et anmelderrost teaterstykke med samme titel, skabt af BaggårdTeatret og Teater V – som 3. og 4. februar gæster Limfjordsteatret på Mors.

Birgitte Possings bog dokumenterer de argumenter, som kompetente kvinder er blevet mødt med siden demokratiets barndom. Mønstre, som vi ifølge både forfatteren og de to teatre bag forestillingen, er nødt til at kende, hvis vi skal ændre dem. Hvor skrækindjagende og hysterisk morsomme de end må lyde.

Spørgsmålet er, hvordan man bevæger sig ind i en debat om ligestilling og MeToo – og hvordan man kan undersøge flere aspekter af sagen uden at ryge i flæsket på hinanden.

På scenen kan man opleve Johanne Dal-Lewkovitch, Mathilde Lundberg og Joen Højerslev, som er blevet instrueret af Thomas Hwan i en fysik, sprælsk og iderig forestilling med kroppe i lyserøde nøgendragter.

Pressefoto.