Af Dorit Glintborg
På Dråbystræde 54 bor Anne og Martin Nielsen, og det er også fra den adresse, parret kører ud fra deres firma Basiro Multiservice.
Som navnet antyder er det et firma, der udfører omtrent enhver opgave.
– Folk kan lade os om at klare havearbejdet, mens de selv nyder fuglesangen, som Martin Nielsen siger.
De to er ikke oprindeligt fra Mors, men er flyttet hertil fra Sjælland. Nærmere bestemt Holbæk. Men ikke på én gang.
Martin Nielsen flyttede til Sundby Mors sammen med sin mor for godt 15 år siden, hvor de bosatte sig i hvert sit hus i Sundby Mors, mens Martin Nielsen fortsat passede sit vvs-arbejde hos en stor virksomhed i Norge. Et arbejde, der gav ham én uges fri og tre uger afsted.
Han kommer ud af en familie med hænderne godt skruet på. Faderen var landmand, én af brødrene har også været landmand, og en anden bror ligesom Martin Nielsen smed.
På et tidspunkt var Martin Nielsen tilbage på Sjælland for at besøge en kammerat, og tilfældet ville, at han i den lokale brugs mødte Anne Nielsen, der stadig boede i Holbæk.
– Så fandt vi sammen, og nu er det godt fem år siden, at jeg også flyttede til Mors, fortæller Anne Nielsen.
For fire år siden flyttede Anne og Martin Nielsen fra Sundby Mors til Sønder Dråby, hvor de bor i dag, og hvorfra de driver firmaet Basiro Multiservice.
Det store firma i Norge gik nemlig konkurs efter 35 år, og så måtte Martin Nielsen finde på noget nyt.
Anne Nielsen har også hænderne skruet rigtigt på, og er den ene halvdel af virksomheden.
Hun har tidligere arbejdet som ernæringsassistent med stor kundekontakt, så at komme ud til mennesker er ikke nyt for hende.
Anne og Martin Nielsen udfører gerne de opgaver, folk ikke selv magter eller ikke har tid til.
– Det er både store og små opgaver, og i og med at Martin er uddannet smed, kan han mange ting i et hus, siger Anne Nielsen.
Basiro Multiservice i Sønder Dråby påtager sig store og små renoveringsopgaver indendørs og udendørs, og skal der ryddes op i garagen, er det også en opgave, de påtager sig.
Meget af Basiro Multiservices arbejde er sæsonbestemt, og skulle der komme sne denne vinter, er de også klar til at komme og rydde sne for morsingboerne.
Martin Nielsen i gang med et nyt havestakit på Mors.