Af Dorit Glintborg
Årsskiftet her på øen har hverken været voldsomt eller usædvanligt, set ud fra politiets døgnrapporter hen over weekenden.
Det kan fungerende politikommissær Henrik Skriver Jensen konstatere på den første mandag i 2023.
Til Her På Øen fortæller han, at der ikke er rapporteret om personskader som følge af fyrværkeri eller andet i forbindelse med nytårsaften.
Som vanligt har en del postkasser måttet lade livet på grund af fyrværkeri.
Politiet har indtil videre fået anmeldelse om sprængte postkasser to steder i Nykøbing – på Rugskellet og på Tingvej.
På Tingvej lyder anmeldelsen dog på hærværk mod en bil, som har fået knust bagruden og lavet buler. Skaderne hidhører dog formentlig fra den modsatte side af vejen, hvor en postkasse blev sprængt i stykker.
Voldsommere er det gået for sig på Mejerivej i Tødsø, hvor en bilejer fredag aften efterlod sin bil, fordi den var punkteret.
Da han lørdag formiddag kom for at hente den, var bilen udbrændt, og dele af bilen er fundet 25 meter derfra på en mark.
Henrik Skriver Jensen oplyser, at det formentlig er et kanonslag, der er blevet kastet ind i bilen.
I Østergade i Nykøbing er sideruden i en bil blevet knust ved hærværk.
I Nørregade var der søndag aften brand i en container, som brandvæsenet selv fik slukket uden assistance fra politiet.
Nytårsaften kl. 20.52 stoppede patruljen en bilist uden kørekort i Nykøbing.
Den 32-årige mand blev stoppet på N. A. Christensensvej i Nykøbing.
Indtil videre altså kun to sprængte postkasser på Mors.