Af Dorit Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Man skal være ekstra varsom overfor svindlere, hvis man bærer et navn, der klinger af ældre dato.

Midt og Vestjyllands Politi oplyser på dets hjemmeside, at flere borgere i den ældre generation for tiden forsøges snydt over telefonen og ved kontakt på hjemadressen.

 

Eksempelvis blev en 77årig kvinde ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra kvindens pengeinstitut.

Han sagde, at der var blevet hævet 9000 kroner fra hendes dankort, og at han skulle bruge hendes kode for at hjælpe hende.

Kort efter ringede det på kvindens dør, og den 77årige kvinde udleverede i god tro sit dankort til manden udenfor. – Det er mennesker med ”gamle” navne, vi oplever svindlerne gå målrettet efter lige for tiden, oplyser Midt og Vestjyllands Politi.

Det kan være navne som Ingeborg, Anker og Edith.

Derfor skal man være ekstra mistænksom, hvis man bærer et lignende navn.

 

Den 77årige kvinde i eksemplet slap ifølge Midt og Vestjyllands Politi heldigvis med skrækken, da hun fik kortet spærret, inden der blev hævet på hendes konto.

Men andre er sluppet mindre heldigt fra de overbevisende svindleres fupnumre.