Midtmors Sport afholder søndag den 1. maj ACTION DAY med Alex Porsing stuntshow.
Freestyle motocross-kørende Alex Porsing der vandt ”Danmark har talent 2019” laver to hæsblæsende stuntshows.
Felix Falver på kun 6 år viser fascinerende spring på sin lille 50 kubik crosser.
Efterfølgende vil der blive uddelt autografer.
Jyske Bank udstiller Jason Watts Ferrari.
Dagen byder på endnu flere brølende motorer, hestekræfter og duft af oktan. Morsø Moto Cross Klub gasser deres veltrimmede crossere op og fortæller om motocross sporten. Morsø MC udstiller deres velpudsede motorcykler og tilbyder børn en lille prøvetur bagpå cyklen samt mange flere aktiviteter som alle sammen har hjul og action tilfælles.
Midtmors Sport åbner dørene til foreningens sportsgrene med høj fart og larm. Skydecentret lader riflerne, hvor alle kan forsøge at ramme plet, Parasport viser deres lynhurtige sport på fire hjul, eSport åbner op til den elektroniske spille verden og instruktører står klar i fitness med råd og vejledning. Trænger du selv til action og motion så er der gratis adgang til padel og squash hele dagen.
Eventet afholdes i samarbejde med Mors Handel, Morsø Motocross Klub, Ø. Jølby Borger- og Erhvervsforening og Midtmors Sport.
Der er søgt midler hjem fra Morsø Kommunens pulje Børnehjælpsdagen.
Der vil være fokus på børn med særlige behov, og da Parasport er tilknyttet Midtmors Sport var det oplagt at lave en spændende og udfordrende dag, hvor alle kan være med uanset alder og bevægelseshandicaps.
Midtmors Parasport er nemlig et tilbud til unge med bevægelsesudfordringer og der er fart over feltet når de unge mennesker sætter sig i el-hockeystolene for at kæmpe om, at få den lille bold i modstandernes mål.










































