Af Dorit N. Glintborg
I morgen åbner ABC-holdet sin valgcafé i gågaden i Nykøbing.
Snoren klippes klokken 16.00, og herefter vil valgcaféen være åben hver fredag fra 15.30 til 17, og om lørdagen fra 10.30 til 12.00.
Bag ABC-holdet gemmer sig de tre lokale partier på Mors, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative, som i flere måneder nu har haft et tæt samarbejde.
Fra Socialdemokratiet fortæller formand Karin Villadsen til Her På Øen, at alle tre partier glæder sig meget til at åbne caféen i gågaden.
- Vi har jo ikke tidligere prøvet at have valgcafé tre partier sammen. Vi håber, at mange vil have lyst til at kigge ind i åbningstiden og snakke med os, siger hun.
Ved åbningen i morgen fredag vil der være kaffe og småkager – og sang.
Den fremtidige åbningstid kan blive udvidet ved særlige lejligheder, og i forbindelse med specielle arrangementer, fortæller Karin Villadsen til Her På Øen.
Den midlertidige valgcafé har til huse i Algade 18.
Privat arkivfoto.
























































