I strålende solskin blev flaget traditionen tro hejst, da man mandag morgen kunne fejre årets første student på Morsø Handelsgymnasium. Det var en glad og lettet Jacob Bonde Sørensen, som efter en veloverstået eksamen i mundtlig dansk kunne sætte den kongeblå studenterhue på hovedet som symbol på, at studentereksamenen er i hus, fortæller Morsø Handelsgymnasium til Her På Øen.

For Jacob Bonde Sørensen og de andre nyudklækkede studenter fra Morsø Handelsgymnasium byder den kommende tid på fejring, studentergilder, studenterkørsel og dimission. Efter en velfortjent sommerferie planlægger Jacob nogle spændende sabbatår fyldt med nye oplevelser og udfordringer. Første stop på rejsen er, at han skal aftjene sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde til december. Derefter skal han prøve kræfter med jobbet som skiguide, og så drømmer han desuden om et højskoleophold.

Foto fra EUC Nordvest til Her På Øen, der ønsker tillykke til den første student og til de kommende.