Af Dorit N. Glintborg
Eleverne på Morsø Gymnasium har i dag onsdag været på barrikaderne mod regeringens planer om at ændre SU’en for hjemmeboende unge.
De lokale gymnasieelever nedlagde således undervisningen fra klokken 8.00 til 10.45 i dag.
Dermed var de en del af den landsdækkende strejke, indkaldt af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Eleverne på Mors har et forslag til politikerne om, at elever, som flytter langt væk hjemmefra for at tage uddannelse, fx på DramaAkademiet eller HåndboldAkademiet på Mors, skal kunne få udeboende SU selvom de ikke er fyldt 18 år.
– Det er let at tænke, at hjemmeboende unge ikke har brug for SU, fordi de bor hos deres forældre. Men virkeligheden er mere nuanceret. Nogle familier har råd til at betale for det meste, mens andre unge selv må bidrage til deres udgifter. SU er med til at give os mere lige muligheder og en vis økonomisk frihed, siger Alberte Sandgaard fra 3. g på Morsø Gymnasium til Her På Øen. Hun er elevrådsformand på gymnasiet.
Foto fra Morsø Gymnasium til Her På Øen.









































