Her På Øen har modtaget dette læserbrev fra Anette Svindborg, der sidder i kommunalbestyrelsen på Mors for Dansk Folkeparti:
Velfærd kræver ansvar men ansvar er ikke at sige ja for enhver pris
Svar til Pia Storm som skriver, at velfærd kræver ansvar, og at vi som politikere skal tage ansvar for hele kommunens økonomi. Det er jeg helt enig i.
Men ansvar handler også om at turde sige fra, når man ikke mener, at et budget er den rigtige løsning for Morsø Kommune.
Pia skriver, at jeg ikke kan fremvise et forslag til finansiering af kommunens drift. Det er ikke korrekt.
Jeg havde drøftet Meiner Nørgaards forslag med ham, og hans forslag lå meget tæt på det, jeg selv kunne støtte. Derfor ser jeg ikke nogen grund til at sende det samme forslag igennem kommunalbestyrelsen to gange.
I Dansk Folkeparti går vi ikke ind for unødvendigt bureaukrati. Hvis et forslag allerede er fremsat, og jeg er enig i indholdet, behøver jeg ikke lave en ny kopi af det for at dokumentere, at jeg mener det samme.
Når det kommer til skattestigningen, vil jeg også gerne gøre min holdning helt klar.
Ja jeg var faktisk villig til at hæve skatten med 0,5 procent.
Normalt er jeg imod skattestigninger. Jeg mener grundlæggende, at borgernes penge gør størst gavn, når de bliver hos borgerne. Og vi skal også huske, at højere skatter kan påvirke det lokale handelsliv på Mors.
Men den økonomiske situation, Morsø Kommune står i, er alvorlig. Derfor var jeg villig til at se på en skattestigning, hvis pengene blev brugt ansvarligt og målrettet på vores kernevelfærd.
Jeg ville gerne have været med til at hæve skatten, hvis vi samtidig havde sikret, at borgerne kunne se, hvad de fik for deres ekstra skattekroner.
Men jeg oplevede ikke, at der var reel interesse for at lytte til den tilgang.
Så ja, I kunne have hævet skatten med 0,5 procent med min støtte.
Men det krævede, at vi samtidig tog ansvar for, hvad pengene skulle bruges til.
For mig er det ikke ansvarligt bare at sige: Vi hæver skatten, så får vi flere penge i kassen.
Det ansvarlige er at sige: Hvis vi beder borgerne om at betale mere, skal vi også kunne forklare dem præcist, hvad de får for pengene.
Det er ikke en blankocheck, jeg var villig til at give. Det var en investering i vores kernevelfærd, hvis pengene blev forvaltet rigtigt.
Pia skriver også, at Meiner Nørgaard og jeg har sat os uden for indflydelse.
Det er en meget bekvem måde at fremstille det på.
Vi satte os ikke uden for indflydelse. Vi sagde fra over for et budget, vi ikke kunne stå inde for.
Der er forskel på at ville have indflydelse og på at ville skrive under på noget for enhver pris.
Jeg er valgt til Morsø Kommunalbestyrelse for at kæmpe for vores børn, vores ældre, mennesker med handicap, psykisk sårbare og alle de borgere, som ikke nødvendigvis selv har mulighed for at råbe højt.
Det ansvar tager jeg meget alvorligt.
Jeg kommer ikke til at kalde det populisme, når man siger nej til besparelser, man mener rammer vores kernevelfærd for hårdt.
Og jeg kommer heller ikke til at kalde det ansvarligt bare at sige ja, fordi man så får lov til at være med ved bordet.
Ansvar er også at turde sige nej.
Jeg havde ønsket et bredt budgetforlig. Jeg gik ind i forhandlingerne med et åbent sind og et ønske om at finde løsninger.
Jeg var endda villig til at gå længere, end jeg normalt ville, og acceptere en skattestigning på 0,5 procentpoint.
Men kompromis kræver, at begge parter lytter.
Det oplevede jeg ikke, at der var tilstrækkelig vilje til.
Derfor stemte jeg ikke for.
Det er ikke populisme.
Det er mit ansvar som kommunalpolitiker.
Anette Svindborg.
