Pia Storm, medlem af kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune for Socialdemokratiet, har sendt Her På Øen dette læserbrev:

Velfærd kræver et reelt ansvar – ikke nemme løsninger

Som socialdemokrat havde jeg helst set, at vi udnyttede tilladelsen til at hæve skatten med 0,5 procentpoint. Det ville have givet os et større økonomisk råderum til de udfordringer, vi står med, og det havde givet os en større troværdighed over for regeringen, når vi siger, at kommunen er økonomisk hårdt presset. Men politik handler om at finde kompromiser. Og derfor er jeg glad for, at vi har kunne finde et bredt flertal, hvor de fleste partier tager ansvar for budgettet og for helheden.

At være med i et budget betyder, at man tager ansvar for kommunens samlede økonomi – ikke kun for de områder man selv synes er sjove.

Jeg har læst de mange høringssvar, og det store lokale engagement gør mig glad. Det viser, at morsingboerne interesserer sig for vores børn, vores ældre og vores fælles velfærd. Og jeg synes, vi som politikere har pligt til at lytte. Men at lytte er ikke det samme som altid at kunne sige ja. Nogle gange er vi nødt til også at tage de svære beslutninger, selvom det gør ondt.

Trods besparelser sikrer vi i budgettet reelle fremskridt. Vi forkorter ventetiden på PPV, så sårbare børn og deres familier ikke lades i stikken. Vi nedbringer puklen af byggesager, hvilket har stor betydning for vores borgere og virksomheder. Herudover investerer vi i børn og unge, og vi opretter en pulje på ældreområdet, så vi kan reagere hurtigt, hvis behovet er der.

Men vi er også nødt til at tage de svære diskussioner om vores struktur. Når børnetallet falder, kan vi ikke bevare de samme strukturer år efter år. For mig handler det ikke om kolde tal i et regneark – jeg ved, der står levende mennesker, medarbejdere og børn bag tallene, og mange af dem kender jeg. Men i min optik er det mere ansvarligt at tage debatten nu end at vente, til økonomien tvinger os til beslutninger, der bliver endnu hårdere.

Det er helt fair at kigge på administrationen, men Meiner Nørgaards forslag er for nemt. Hvis vi bare fjerner mellemledere, forsvinder opgaverne inden for personale, arbejdsmiljø og økonomi jo ikke. Og konsulenter ude fra kan være det mest økonomiske, når vi har brug for specialiseret viden i en tidsbegrænset periode frem for en permanent ansættelse. Vi kan ikke bare skrive et beløb på finansieringssiden og tvinge administrationen til at finde besparelserne bagefter. Det er vores ansvar som politikere.

Endnu mindre seriøst er det, når Meiner Nørgaard foreslår at bruge ekstraordinære VE-midler til at finansiere den løbende drift af skoler og børnehaver. Det svarer til at bruge en arv på at betale sin faste husleje. Når pengene er brugt, står man med det nøjagtigt samme problem – bare uden penge.

VE-midler skal i min optik bruges på langsigtede investeringer og udvikling af Mors, og ikke som et midlertidigt plaster på et strukturelt hul.

Desværre valgte Meiner Nørgaard og Annette Svindborg at sætte sig helt uden for indflydelse, og tager dermed ikke et seriøst ansvar for det kommende budget. Meiner ville sende regningen videre til administrationen, mens Anette ikke engang kan fremvise et forslag til finansiering af kommunens drift.

Til gengæld vil jeg rose Venstre og Keld Kortegaard. Selvom de ikke var glade for skattestigningen, valgte de at samarbejde om et kompromis til gavn for helheden.

Vi er ikke valgt ind i kommunalbestyrelsen for at score billige point på næste års budget, men for at tage ansvar for den kommune, vi skal give videre til de næste generationer. Og det gør vi bl.a. ved også at træffe de svære beslutninger, når det er nødvendigt. Alt andet er i min optik populisme.

Pia Storm

Socialdemokratiet

Foto: Her På Øen 6. oktober 2026.