Af Dorit N. Glintborg
Jyske Bank Nykøbing, Skive og Thisted har fået ny direktør.
For nogle måneder stoppede Chris Lundquist på posten for at tiltræde en lignende stilling i Viborg.
Den entusiastiske Lundquist bliver efterfulgt på posten af en lige så engageret bankmand, som ovenikøbet er morsingbo.
I dag har Niels-Henrik Kjeldgaard siddet i direktørstolen i godt to uger, efter at han tiltrådte den 1. september, og han kan ikke ønske sig en bedre start på sit nye arbejdsliv.
-
Jeg er smækfyldt med nye og dejlige indtryk af både medarbejdere og samarbejdspartnere, så det er alletiders, fastslår Niels-Henrik Kjeldgaard overfor Her På Øen.
Lad os allerførst skrue tiden tilbage, og se nærmere på, hvem det er, morsingboerne har fået som direktør i Jyske Bank.
Niels-Henrik Kjeldgaard er født og opvokset i Hvidbjerg for 49 år siden.
Efter endt skolegang kom han i lære i Morsø Bank, hvor han havde sit arbejde indtil 2008, hvor han skiftede til Jyske Bank, der dengang havde til huse lige overfor Matas i Gågaden i Nykøbing.
I 2014 blev Niels-Henrik Kjeldgaard filialdirektør i Jyske Bank i Skive, hvor han var i fem et halvt år, indtil Spar Nord rakte ud efter morsingboen.
Så fulgte en årrække som privatkundechef hos Spar Nord i Thisted.
Rent arbejdsmæssigt har Niels-Henrik Kjeldgaard været væk fra øen i 13 år.
Men bopælen er aldrig blevet skiftet ud med Mors.
Den nye direktør i Jyske Bank har hele tiden haft sit hjem i Nykøbing, og han er glad for, nu igen også at skulle have sit arbejdsliv her på øen.
I hvert fald primært.
Stillingsbetegnelsen er direktør i Jyske Bank Nykøbing Mors, Skive og Thisted, så det er alle tre områder, der skal dækkes.
Men også det ser den nye direktør som et stort plus.
-
Jeg har jo tidligere arbejdet i både Skive og Thisted, så der er jeg godt kendt og har kontakter. At jeg nu har mit ”hovedsæde” i Nykøbing midt i markedsområdet, er bare perfekt, og jeg glæder mig til at opbygge et godt netværk på Mors.
Rent praktisk vil arbejdstiden blive fordelt over de tre lokaliteter med omkring tre dage i Nykøbing, og to dage i Skive og Thisted.
Øens nye direktør for Jyske Bank har ambitioner om at øge bankens synlighed i området.
Han vil øge den positive tilstrømning af kunder, hvormed forretningsomfanget, bestående af lån, pension og investeringer, også bliver større.
Hvor mange kunder, Jyske Bank har, er ifølge Niels-Henrik Kjeldgaard en fabrikshemmelighed, men han kan afsløre, at Jyske Bank Nykøbing ikke kun har kunder på Mors.
- Vi har mange udflyttere til Århus og København, som bliver ved at være kunde hos os, og som også anbefaler os til andre, og det er vi meget glade for, understreger han.
Tidens tendens er, at en banks geografiske placering er mindre vigtig end førhen, men én faktor, som Niels-Henrik Kjeldgaard ikke vil gå på kompromis med, er Jyske Banks tilgængelighed for kunderne.
I år 2026 er tilgængelighed både fysisk og online.
Jyske Bank Nykøbing er åben for kunder i lokalerne i Algade i hele bankens åbningstid, og det bliver der ikke ændret ved.
-
Vi SKAL være tilgængelige rent fysisk, fastslår den nye direktør.
Fleksibilitet er også en vigtig faktor for Niels-Henrik Kjeldgaard.
Mange kunder har i dag videomøder med deres bankrådgiver, og hvis det på grund af den enkeltes arbejdstid først kan lade sig gøre om aftenen, er det muligt at aftale et aftenmøde med sin rådgiver.
Det gælder såvel videomøder som fysiske møder og telefonmøder.
Niels-Henrik Kjeldgaard ser det som en vigtig opgave for Jyske Bank at være noget for flere.
Rent ideologisk tænker han for eksempel, at et årligt sponsorat til en forening kunne deles ud til flere foreninger.
Når han har fri fra arbejdet, nyder han at udøve sport og at se på sport i tv.
Det gælder både løb, cykling og badminton.
Tidligere har han spillet håndbold og fodbold, men med Niels-Henrik Kjeldgaards egne ord, er han i en alder af snart 50 år ved at være for gammel til de to sportsgrene.
Der er i alt 32 ansatte i Jyske Bank Nykøbing, Skive og Thisted, og i øjeblikket søges der en ny rådgiver.
- Vi har ikke lagt os fast på stillingsbetegnelsen, som egentlig kan skræddersyes alt efter den profil, der får stillingen, lyder det fra Niels-Henrik Kjeldgaard, der tilføjer:
- Alle skal have en rolle. Gode medarbejdere hænger ikke på træerne. Man skal kunne bygge sit eget drømmejob op.
Den indstilling hænger godt sammen med journalistens indtryk af Niels-Henrik Kjeldgaard, som en lydhør person med blik for sine omgivelsers trivsel, og med en solid forankring i sit ophav.
Foto: Jyske Bank.







































