Her På Øen bringer her et læserbrev fra Bent Ulriksen fra Sejerslev:
IGEN ER DET KERNEVÆLFÆRDEN, DER SKAL BETALE
Kære kommunalbestyrelse i Morsø Kommune
I gjorde det søreme igen!
Under valgkampen lovede ABC-holdet efter min opfattelse nytænkning. Men hvor blev den af?
For når budgettet skal hænge sammen, ser det igen ud til, at den nemme løsning findes ved at spare på børn, syge, handicappede og ældre.
Er det virkelig den nytænkning, vi blev lovet?
Man lukker en velfungerende børnehave i Nykøbing, lukker MC Holmsskole og gør samtidig, hvad man kan for at ”lukke” Frøslev ved at fjerne det populære tilbud til små børn på Majgaarden.
Er større altid bedre?
Jens ved bordenden – du er, så vidt jeg ved, lærer.
Mener du virkelig, at større børnehaver og skoler nødvendigvis giver bedre forhold for vores børn?
Jeg indrømmer gerne, at kommunalbestyrelsen står med en utaknemmelig opgave. Der skal findes store beløb, og ingen beslutninger er nemme. Men hvem bestemmer egentlig, hvor der skal spares?
Måske er tiden kommet til, at politikerne selv tager et større ansvar for at finde besparelserne – i stedet for primært at vælge mellem de muligheder, som administration og ledelse lægger frem.
Hvorfor ikke give administrationen og ledelsen en klar opgave: Find 25 millioner kroner på administration og ledelse – uden at forringe kernevelfærden. For vi kan vel ikke for alvor forvente, at administrationen og ledelsen selv foreslår omfattende besparelser på deres egne områder?
Igen og igen ser vi, at der bliver sparet dér, hvor besparelserne rammer borgerne hårdest. Det er børnene, de ældre, de syge og mennesker med handicap, der mærker konsekvenserne. Det er måske på tide, at politikerne tør kigge andre steder hen.
Nytænkning handler ikke om at finde nye steder at spare på borgerne. Nytænkning handler om at finde nye måder at løse kommunens økonomiske udfordringer på. Det skylder I kommunens borgere. De bedste hilsner Bent Ulriksen.
Arkivfoto: Her På Øen.







































