Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

En lille pige på tre år slap heldigt fra et trafikuheld lørdag aften, hvor føreren af bilen nu er sigtet for spirituskørsel. Føreren er den lille piges mor.

 

Politikommissær Kasper Søe-Christensen fortæller til Her På Øen, at den 36-årige kvindelige bilist klokken 21.52 overså en afmærket container i vejsiden på Tinghøjvej i Tødsø, og kørte ind i den.

Den treårige pige blev ved sammenstødet kastet rundt i bilen, idet hun formentlig ikke havde sikkerhedssele på.

Efter ulykken blev pigen fløjet til Aalborg til undersøgelser og behandling, men til alt held havde hun kun overfladiske skrammer og mindre flænger.

 

Casper Søe-Christensen oplyser videre, at det senere resultat af politiets blodprøve vil vise, hvor høj den 36-årige kvindes promille var.

Pressefoto: Rigspolitiet.