Her På Øen har modtaget et læserbrev fra Inger Bøgh Bisgaard, der skriver på vegne af Dansk Handicap Afdeling Morsø:
Nærhed og lighed skal være mere end politiske slogans
Vi hører ofte politikere tale om nærhed, lighed og et samfund, hvor mennesker får den hjælp, de har brug for, uanset hvor de bor eller hvilke udfordringer de lever med. Mennesker med fysiske handicap, udviklingshandicap, psykiske lidelser og kroniske sygdomme skal mødes af større tryghed, bedre sammenhæng og mere indflydelse på deres eget liv. Det er ambitioner, som de fleste af os kun kan bakke op om.
Netop derfor bliver afstanden mellem de politiske ambitioner og den virkelighed, mange mennesker møder, stadig sværere at overse.
Det aktuelle forslag om at lukke de åbne psykiatriske sengepladser i Thisted og Frederikshavn og samle kapaciteten i Brønderslev er et eksempel. Region Nordjylland begrunder forslaget med mangel på speciallæger og kalder løsningen midlertidig. Samtidig fremgår det af regionens egne vurderinger, at en væsentlig forbedring af rekrutteringssituationen først forventes i løbet af 2030’erne.
DH Mors bakker fuldt op om de bekymringer, som Bedre Psykiatri Thisted/Morsø har rejst i sagen. Men for os handler spørgsmålet ikke alene om psykiatriske sengepladser. Det handler om et mønster, som mennesker med handicap og psykiske lidelser alt for ofte oplever på egen krop. Uanset om man lever med en psykisk lidelse, en fysisk funktionsnedsættelse eller et udviklingshandicap, er man afhængig af, at den nødvendige hjælp findes i rimelig afstand, er af høj kvalitet og kan gives med den stabilitet og tryghed, som mennesker har brug for.
Når der opstår mangel på personale, økonomiske udfordringer eller andre udfordringer med at opretholde lokale tilbud, bliver løsningen ofte den samme: Tilbud samles på færre adresser, afstandene bliver større, og hjælpen flyttes længere væk. Måske kan hver enkelt beslutning forklares isoleret set, men for mennesker med handicap og psykiske lidelser opleves det som endnu et skridt væk fra de idealer, der ellers tales så varmt om.
Når tilbud flyttes længere væk, rammer det ikke kun det enkelt menneske. Det rammer også de pårørende, som hver dag spiller en afgørende rolle i mange menneskers liv. Forældre, ægtefæller, søskende og voksne børn er ofte dem, der skaber sammenhæng mellem indsatserne, hjælper med kontakten til myndighederne, ledsager til behandlinger og er den trygge støtte, når hverdagen bliver svær.
De fleste pårørende har samtidig et arbejde, en familie og et almindeligt hverdagsliv, som også skal hænge sammen. Derfor har afstanden til behandling, støtte og tilbud stor betydning. Når samfundets tilbud flyttes længere væk, risikerer belastningen på de pårørende at vokse. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad sker der med mennesker med handicap og psykiske lidelser den dag, hvor de pårørende ikke længere har mulighed for at hjælpe i samme omfang? Et bæredygtigt velfærdssamfund kan ikke bygge på en forventning om, at familierne altid kan løfte stadig større opgaver.
Mange mennesker med handicap og psykiske lidelser genkender denne udvikling. De oplever usikkerhed om fremtidig hjælp, forskellige vurderinger fra kommune til kommune og en bekymring for, om de kan bevare den støtte, der gør det muligt at leve et aktivt liv. Nogle fortæller, at de ikke tør flytte over en kommunegrænse af frygt for, at den nødvendige støtte, hjælp eller ledsagelse ikke følger med.
For mange handler det ikke længere kun om adgang til hjælp, men også om trygheden ved, at hjælpen fortsat er der i morgen. Når usikkerheden omkring støtte og hjælp bliver så stor, at den får betydning for valg af bolig, arbejde, uddannelse og familieliv, udfordres helt grundlæggende rettigheder som frihed, lighed og selvbestemmelse. Det bør give anledning til eftertanke.
Derfor bliver sagen om psykiatrien i Thy og på Mors også større end spørgsmålet om 16 sengepladser. Den rejser et mere grundlæggende spørgsmål om, hvilken retning vi ønsker for vores velfærdssamfund. Skal mennesker i yderområder gradvist vænne sig til længere afstande til behandling og støtte, eller skal vi fastholde ambitionen om, at adgang til hjælp ikke afhænger af postnummer?
Hvis nærhed skal være mere end et politisk slogan, må den også kunne mærkes, når der træffes svære beslutninger. Hvis lighed skal være mere end en hensigtserklæring, må den også gælde i Thisted og på Mors. Og hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at mennesker med handicap og psykiske lidelser skal have samme muligheder som alle andre, så må løsningen ikke hver gang være at flytte hjælpen længere væk fra dem, der har brug for den.
Derfor opfordrer DH Mors til, at sagen om de åbne psykiatriske sengepladser i Thisted ikke alene vurderes ud fra drift og organisering, men også ud fra den virkelighed, som mennesker med handicap og deres pårørende oplever hver dag.
For i sidste ende handler det ikke om bygninger og sengetal. Det handler om tryghed, nærhed og tilliden til, at vores fælles velfærdssamfund også er der, når sårbare mennesker har allermest brug for det. Og det handler om at sikre, at ansvaret fortsat bæres af fællesskabet og ikke gradvist flyttes over på familier og pårørende.
Dansk Handicap Afdeling Morsø
Hjernesagen Morsø, Thisted Skive og Viborg, Ulykkespatientforeningen Midt Thy Mors kreds, Osteoporoseforeningen Lokalafdeling Thisted-Morsø, LEV Morsø, Hjerneskadeforeningen Thisted/Mors, Parkinsonforeningen Midtnordjylland, Dansk Blindesamfund Thy-Mors, Muskelsvindfonden, Scleroseforeningen Morsø-Thisted, Høreforeningen Mors-Skive og Bedre Psykiatri Thisted/Morsø Lokalafdeling.
Pressefoto.
