Af Dorit N. Glintborg
Hører man til dem, der får bedre overblik af at kigge i et trykt program forud for et arrangement, er der godt nyt for gæsterne ved det kommende Kulturmødet på Mors.
På turistkontoret i Nykøbings gågade kan man nemlig allerede nu købe et program at fordybe sig i.
Og det er der mange, der gør, fortæller turistchef Bente Kristensen:
- Mange sætter sig i ro og mag med programmet, og krydser af, hvad man især skal huske at deltage i. Det er programmet et godt redskab til, fortæller hun til Her På Øen.
Morsø Turistbureau er også for længst beskæftiget med at sørge for overnatningsmulighed for de mange tusinde gæster, der traditionen tro vil valfarte til øen for at være med til Kulturmødet.
Kulturmødet finder sted fra den 20. til den 22. august, og byder på over 500 samtaler, koncerter, optrædener og kunstoplevelser.
Temaerne i år er demokrati, forandringskraft, kunstnerliv og fremtid.
Foto: Her På Øen.









































