Kommunaldirektør Rikke Würtz har opsagt sin stilling og fratræder den 31. august 2026 efter mere end 10 år som kommunaldirektør og næsten 17 år i topledelsen af Morsø Kommune.

 

Beslutningen er truffet på Rikke Würtz’ eget initiativ.

Efter næsten 17 år i topledelsen ønsker hun nu at tage hul på et nyt kapitel, hvor hun kan bringe sine mange års erfaring fra både offentlig og privat topledelse i spil i nye sammenhænge.

 

– Det har været en stor beslutning, som har været længe undervejs. Jeg træffer den med både ro, taknemmelighed og stor forventning til det næste kapitel. Tidspunktet føles rigtigt. Organisationen står stærkt, den nye kommunalbestyrelse er godt introduceret, og der er lagt et solidt fundament for de kommende års udvikling. Derfor føler jeg også, at tiden er rigtig til at give stafetten videre, fortæller kommunaldirektør Rikke Würtz i en pressemeddelelse til Her På Øen, og uddyber:

– Jeg glæder mig samtidig til et nyt kapitel, hvor jeg kan bringe mine erfaringer fra både offentlig og privat topledelse i spil på nye måder gennem blandt andet professionelt bestyrelsesarbejde, ledelsesudvikling og rådgivning.

Hun sender samtidig en stor tak til de mange medarbejdere, ledere, politikere og samarbejdspartnere, som hun har arbejdet sammen med gennem årene.

– Jeg kommer til at savne samarbejdet med alle de mennesker, som hver dag arbejder for at gøre en forskel for borgere, virksomheder og samfund. Tak for ambitionerne, engagementet, de svære drøftelser og de fælles sejre. Jeg ser tilbage på tiden i Morsø Kommune med stor glæde, stolthed og taknemmelighed, siger Rikke Würtz.

Borgmesteren beklager beslutningen

Borgmester Jens Dahlgaard beklager, at Rikke Würtz har valgt at stoppe som kommunaldirektør. Han understreger samtidig, at beslutningen er truffet på Rikke Würtz’ eget initiativ, og at han har stor respekt for hendes ønske om at indlede et nyt kapitel.

– Jeg er oprigtigt ked af, at Rikke har valgt at stoppe som kommunaldirektør. Hun har gennem mange år sat et markant aftryk på Morsø Kommune og har været en dygtig og engageret kommunaldirektør, som har stået i spidsen for en lang række vigtige udviklingsprocesser, siger borgmester Jens Dahlgaard og fortsætter:

– Selvom jeg naturligvis havde håbet, at vi skulle have fortsat samarbejdet, har jeg stor respekt for Rikkes beslutning. Hun efterlader en stærk organisation med dygtige ledere og medarbejdere og et solidt fundament for den videre udvikling af Morsø Kommune. Det fortjener hun stor anerkendelse for. Jeg vil derfor gerne sige hende en stor tak for hendes mangeårige indsats og ønske hende alt det bedste i det næste kapitel.

Rikke Würtz fortsætter som kommunaldirektør frem til den 31. august, hvor hun officielt fratræder sin stilling. Frem til da vil hun sikre en god overlevering af opgaverne.

 

Det forventes at økonomiudvalget på deres møde onsdag indstiller vicekommunaldirektør Torben Gregersen som konstitueret kommunaldirektør fra den 1. september 2026. Indstillingen skal også formelt behandles på kommunalbestyrelsens møde den 25. august. Umiddelbart herefter igangsættes en grundig og professionel rekrutteringsproces, hvor målet er at have en ny kommunaldirektør ansat pr. 1. januar 2027.

Pressefoto.