Af Dorit N. Glintborg
Kommunalbestyrelsesmedlem i Thisted Kommune, Martin Dommerby (V), har meddelt kredsbestyrelsen, at han ønsker at stille sig til rådighed som ny folketingskandidat i Thistedkredsen.
Den 26-årige thybo peger på et stærkt lokalt engagement, ønsket om at styrke Venstres politiske retning og behovet for at bringe almindelige menneskers hverdag tættere på Christiansborg som årsagerne til sit kandidatur.
Til Her På Øen skriver han følgende i en pressemeddelelse:
– Jeg vil i Folketinget, fordi jeg tror på Venstres værdier og gerne vil være med til at styrke kampen for ansvarlig økonomi, stærke lokalsamfund og en velfærd, der virker i virkeligheden, siger Martin Dommerby.
Han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune ved seneste kommunalvalg og fortæller, at mødet med borgerne lokalt kun har styrket lysten til at tage næste skridt politisk.
– Det er en kæmpe ære at repræsentere andre mennesker. Det forsøger jeg at minde mig selv om hele tiden. Efter kommunalvalget er flere kommet til mig og spurgt, om jeg har mod på mere. Det har jeg givet meget tanke – og svaret er ja, siger han.
Martin Dommerby ønsker blandt andet at arbejde for en mere fri og fagligt stærk velfærd, hvor beslutninger træffes tættere på medarbejdere og borgere.
Særligt folkeskolen fylder meget for den lærerstuderende Venstre-politiker.
– Jeg drømmer om en skole, hvor læreren i højere grad har autoritet, redskaberne og overskuddet til at lykkes. Hvor fagligheden er i centrum, og hvor alle børn lærer at læse, skrive og regne. Vi skal turde sætte både skolen og resten af vores velfærd mere fri, siger han.
Derudover fremhæver han behovet for en fortsat stram udlændingepolitik, bedre vilkår for erhvervsliv og iværksættere samt et stærkere fokus på socialt udsatte og mennesker med handicap eller psykiske udfordringer.
– For mig handler politik også om dem, der kæmper lidt mere end andre. Vi skal tænke velfærden klogere, men vi skal også være ærlige om, at pengene først skal tjenes, før de kan bruges, siger Martin Dommerby.
Han understreger samtidig, at en eventuel valgkamp om at blive Venstres næste folketingskandidat i Thistedkredsen skal bygges på dialog og nærvær med medlemmer og vælgere i både Thy og på Mors.
– Jeg kommer til at bruge den kommende tid på at mødes med så mange lokale Venstre-folk som muligt. Jeg tror grundlæggende på, at politikere lytter for lidt. Det vil jeg gerne forsøge at gøre anderledes, siger han.
Hvis han bliver valgt som Venstres folketingskandidat, lover Martin Dommerby en synlig og lokalt forankret kampagne.
– En valgkamp vindes ikke alene. Og skal jeg have vælgernes tillid, så skal jeg også møde dem dér, hvor de er, slutter Martin Dommerby.
Der er endnu ikke taget stilling til tidspunkt og dato for opstillingsmøde.
Pressefoto.










































