Klumme: Min elskede Tarzan

Af Dorit N. Glintborg

For et par år siden kørte Her På Øen en sommerserie om morsingboernes kæledyr, og modtog mange smukke beretninger om katte og hundes betydning for deres mennesker, og lige så mange rørende billeder.

Her På Øen ved, at mange af læserne har et nært forhold til de dyr, de har valgt at have ansvar for.

Af den grund vælger Her På Øen i dag at dele en stor personlig sorg med læserne, idet Dorit N. Glintborg for to dage siden måtte tage afsked med sin meget højt elskede kat, Tarzan.

Som journalist, først som talende i æteren i 27 år, dernæst som skrivende i Ugeavisen i tre år, og nu på snart syvende år skrivende i eget net-medie, er jeg vant til at give noget af mig selv i mit arbejde.

At vise følelser har for mig aldrig været tegn på svaghed. Tværtimod. Det bør vi blive bedre til.

Mine arme er tomme

De savner tyngden, varmen og trygheden i den kat, jeg i 14 år og tre måneder fik lov at dele tilværelsen med.

Jeg er en meget stor dyreven, og især katte har og har altid haft en meget stor plads i mit hjerte.

Som lille kunne jeg ligge på halmloftet i timevis og nyde samværet med en hunkat og hendes killinger.

Min tålmodighed var uendelig, når det handlede om at gøre en kat tryg ved mig.

Da jeg den 1. februar 2012 drog til Spøttrup Dyreinternat i Salling, befandt jeg mig i en sølle forfatning.

Min sorte hunkat, Fine, var død fem dage tidligere, og jeg havde i fem dage eksisteret i et hus uden kat.

Fine blev desværre syg, og blev 16 år og 9 måneder.

På et tidspunkt sagde min kloge mor til mig, at jeg vist hellere måtte få fat i en ny kat.

På Spøttrup Dyreinternat var udvalget af kattekillinger stort, men jeg behøvede ikke lede længe.

Øverst på et kattemøbel inde i et af katteburene, omgivet af fire ivrige og mjavende søskende på gulvet, sad en brunstribet killing og kiggede roligt ud på mig.

Jeg bad om at måtte prøve at holde killingen, og det var så det.

Jeg drog hjemad med en knap fire måneders killing, som internatet havde kaldt Olfert, og som jeg senere døbte Tarzan.

Tarzan var blevet fundet i en papkasse på en parkeringsplads i Thy, hvor han var henstillet sammen med sin mor og de fire hunkatte-søskende.

Der kom liv i huset igen, og det viste sig hurtigt, at det ikke var en hvilken som helst hankattekilling, jeg havde fået som bofælle.

Aldrig har jeg kendt så klog en kat som Tarzan.

Han hjalp mig i min sorg over Fine, og han har sandelig i årene derefter været mig en sand støtte i flere store kriser og sorger.

”Min helsekat” har jeg altid kaldt ham.

I lørdags, den 30. maj, kom tiden så ulykkeligvis til et for tidligt farvel.

Al forsøgt behandling lørdagen igennem af et opstået nyresvigt var uden virkning, og lørdag aften sov Tarzan ind i mine arme.

Der findes slet ingen ord til at beskrive mine følelser.

Samtidig med, at jeg har tusinde ord, har jeg ikke et eneste.

Jeg vil gerne snakke og snakke om Tarzan, men jeg har ikke lyst til at sige et eneste ord.

Men ord er vigtige for mig, så nu skriver jeg i stedet for at tale.

Da jeg sagde farvel til Fine i 2012, blev huset kattetomt.

Det blev huset ikke i lørdags.

I årenes løb har Tarzan modtaget først Tulle, så Perle og senest MisseLise.

Her er stadig tre katte, og gudskelov for det.

Jeg mærker, at det lindrer, og gør situationen mere udholdelig.

Men det gør på ingen måde min sorg mindre.

Jeg knuselsker alle mine katte, men Tarzan har altid været nummer et.

Det var for tidligt, at Tarzan måtte drage afsted videre.

14 år og seks måneder er en flot alder, men min hvide Sofus blev i sin tid 19 år og 8 måneder.

Og Tarzan!

Tarzan skulle være blevet mindst 20 år, lige som mine bedsteforældres kat, da min mor var lille.

Forbandede sygdom!!

Jeg vil altid være taknemmelig for den lille brunstribede kattekilling med de kloge øjne, der valgte mig på Spøttrup Dyreinternat den 1. februar 2012, og for den enestående kattekammerat, han udviklede sig til at være for mig.