Af Dorit N. Glintborg
Et sæt sorte jernlåger er blevet stjålet fra Hvidbjerg Kirke.
Politikommissær Henrik S. Jensen oplyser til Her På Øen, at tyveriet er sket den 11. maj, og anmeldt til politiet nu.
De stjålne låger har en værdi af 30.000 kroner.
Der er flere faktorer, der spiller ind i den sene politianmeldelse.
I Hvidbjerg fortæller kirkeværge Hans Kristian Nygaard til Her På Øen, at der ikke er tale om kirkegårdslågerne ud til Næssundvej, men omme bagved.
Derfor har det ikke været synligt for forbipasserende, at lågerne manglede.
De ansatte i Sydvestmors Pastorat, der først har bemærket de manglende låger, har regnet med, at de var til reparation, og har derfor ikke reageret yderligere.
- Vi har længe snakket om at skulle have lågerne renoveret, fortæller Hans Kristian Nygaard.
Men desværre er lågerne stjålet, og at tyveriet er sket mellem klokken 01 og 02 den 11. maj, er Hvidbjerg Kirkes bedste bud, for ingen har set noget.
Kirkeværge Hans Kristian Nygaard er ked af, at nogen kan finde på at stjæle fra en kirke og en kirkegård.
-
I starten troede vi, det var drengestreger, og at vi ville finde dem smidt på en mark et sted, men det tror vi ikke mere, siger han til Her På Øen, og kalder tyveriet for sølle.
Selvom de stjålne kirkegårdslåger er i jern, er de ikke tunge, da de er lavet i såkaldt profilrør.
Politiet oplyser til Her På Øen, at lågerne simpelt hen er løftet af hængslerne.
Pressefoto: Rigspolitiet.










































