Morsø Kommunes Venstre-gruppe reagerer på de forventede besparelser i kommunen med følgende indlæg til Her På Øen:
“Vi står over for nogle svære prioriteringer – det er der ingen tvivl om. Det er hverken en nem eller sjov opgave men derimod bidende nødvendigt.
For os i Venstre er det helt afgørende, at vi får et politisk prioriteringsrum. Derfor giver det også god mening med et katalog, der er større end det konkrete behov.
Men det er vigtigt at slå fast, at den økonomiske situation ikke er en ny erkendelse.
Morsø Kommunes økonomiske udfordringer er i høj grad et resultat af de vilkår, vi arbejder under. En skæv udligning og en demografisk udvikling, der lægger et vedvarende pres på økonomien.
Derfor skal vi selvfølgelig tage ansvar lokalt og prioritere klogt. Men vi må samtidig ikke slippe det lange, seje træk, som flere kommunalbestyrelser før os har stået i, nemlig kampen for en mere fair udligningsmodel.
For hvis ikke rammerne ændrer sig, så kommer vi til at stå i den samme situation igen og igen.”
Venstre Mors.
Arkivfoto: Her På Øen.








































