Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Berta er flyttet ind i Grønnegade 10 i Nykøbing.

Her bor hun nu sammen med fem små unger.

Berta er en Congosnegl, og hun fik i onsdags nyt hjem i M. C. Holms Børnehus.

Nærmere bestemt på Skovstien, hvor der nu er over 40 børn i alderen fra tre til seks år til at tage sig godt af de flotte snegle.

Anita Jakobsen, der er pædagog i M. C. Holms Børnehus fortæller til Her På Øen om de nye kæledyr, at børnene i næste uge skal have emneuge under titlen ”krible-krable”, og her vil sneglene være med til at give emnet liv.

  • Jeg har fået sneglene igennem min kusine, som arbejder i en vuggestue, hvor de også har Congosnegle, som efterhånden er populære i vuggestuer og børnehave, fortæller hun.

Congosneglen Berta og de fem unger bor i et flot terrarium med pottemuld i bunden, og børnene er allerede efter kun tre dage meget optagede af at tage sig godt af dem.

  • De skal have agurk og gulerødder og søde kartofler, oplyser Anita Jakobsen.

Knuste æggeskaller skal også indgå i kosten af hensyn til at styrke det flotte sneglehus, så i dag fredag er der blevet knust æggeskaller i massevis i Grønnegade.

Det passede fint med, at børnene så fik kogte æg på deres rugbrød til frokost.

Anita Jakobsen fortæller, at de små børn altid er meget interesserede i snegle og mariehøner, når de er ude på tur.

Ved at have Congosnegle som en slags kæledyr, får de et nyt forhold til snegle, og de finder også ud af, at det ikke er farligt at røre ved dem, selvom de er lidt slimede.

Berta lader allerede til at være glad for sit nye hjem i Grønnegade.

Om morgenen, når børnene forsigtigt rører ved hende i terrariet, kommer hun hurtigt frem af sit sneglehus, klar til en ny dag.

Congosneglen stammer oprindeligt fra regnskovene i Congo, og den skiller sig ud fra mængden ved sine intense farver og flotte mønstre på skjoldet.

Congosneglen er relativt nemme at pleje og kræver ikke så meget plads. De er rolige og fredelige, og deres unikke adfærd og farveskift er interessant at observere, lyder det fra Dyrenes Vilkår.

 

Private fotos.