Af Dorit N. Glintborg
En 51-årig mand mistede i går livet ved en tragisk ulykke på Næssundvej her på øen.
Der var tale om en arbejdsulykke, som skete klokken 08.20, oplyser politikommissær Henrik S. Jensen til Her På Øen.
På lokaliteten på Næssundvej var den 51-årige i gang med at reparere en gylletrailer, og var i den forbindelse kravlet op på traileren.
Formentlig som følge af opstigende metangasser fra gylletraileren, mistede manden bevidstheden.
Han faldt ulykkeligvis ned i gylletraileren, og kunne ikke komme op igen.
Der gik ifølge politiet nogen tid, inden de andre tilstedeværende på lokaliteten var i stand til at bjærge manden op, og da var han død.
Politikommissær Henrik S. Jensen oplyser videre, at politiet skal afdække det nøjagtige hændelsesforløb i den triste sag sammen med Arbejdstilsynet.
Pressefoto: Rigspolitiet.














































