Af Dorit N. Glintborg
- Vi ønsker på alle tider at give den bedst mulige sagsbehandling til gavn for de berørte børn.
Sådan fastslog Morsø Kommunes kommunaldirektør, Rikke Würtz den 28. oktober overfor Her På Øen.
Udtalelsen kom efter kritik af familie-afdelingen – nærmere bestemt sagsbehandlingen i børne- og ungeområdets afdelinger i Morsø Kommune.
Rikke Würtz fortæller, at Morsø Kommune gennem de seneste år har gennemført både interne og eksterne undersøgelser af områdets arbejde. Hverken disse undersøgelser eller Ankestyrelsens generelle afgørelser har påvist et niveau af de alvorlige kritikpunkter, som i øjeblikket fremføres i offentligheden.
Kritikken er af en karakter, som kommunen som arbejdsplads for de berørte heller ikke kan acceptere.
– Der er derfor behov for en ekstern og uvildig undersøgelse af uafhængige eksperter uden tilknytning til Morsø Kommune.
Leverandøren af den eksterne undersøgelse vil formentlig blive valgt i slutningen af februar måned.
Af referatet for det seneste møde i Børne og Kulturudvalget fremgår det, at borgmester Jens Dahlgaard blev erklæret inhabil i sagen, fordi det er hans bror, Michael Dahlgaard, der er centerchef for Børn og Ungeafdelingen i Morsø Kommune.
Jurister har rådet kommunalbestyrelsen til beslutningen om inhabilitet med risiko for interessekonflikt.
Arkivfoto.









































