Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Det er helt vildt, som tiden går.

Det konstaterer Ole Pedersen, nærmere bestemt æ kjømn i Sejerslev, som i nu tre år har drevet Min Købmand sammen med Laila Jensen.

De tre år blev fejret med kagemand til kunderne i går, og søndag den 14. december vil der være gløgg og æbleskiver til alle interesserede.

Den dag stiller Nordmors Erhvervsudvikling et telt op foran købmandsforretningen, hvor lækkerierne vil blive serveret.

Samtidig kan de fremmødte blive opdateret om, hvor langt man er med byggeriet af en helt ny købmandsbutik i Sejerslev.

Ole Pedersen siger i dag til Her På Øen, at byggeriet er så langt, at man et stykke hen i det nye år vil være klar til første spadestik.

 

Han og Laila Jensen glæder sig meget til den nye butik, og hver dag glæder de sig over kundernes opbakning i Sejerslev.

Det er jo ellers ikke, fordi der ikke er konkurrence på markedet, i særdeleshed i december.

Ole Pedersen finder mange af priserne på dagligvarer i dag helt uhyrlige, og han ærgrer sig over de mange afgifter og skatter på emballage og andre ting.

 

Men ærgrelsen overskygges af glæden over kundernes opbakning og udsigten til en nybygget butik i Sejerslev engang i 2026.

 

Arkivfoto: Her På Øen.