Årets julemærkemarch finder sted den første søndag i december, så det er på søndag, at Morsø Fodslaw indbyder til en frisk march her på øen.
Julemærkemarchens overskud skal gå til forebyggelse af mobning og mistrivsel.
Det er 49. gang, at der i hele Danmark gåes julemærkemarch for ”julemærkebørn”, og på Mors finder man startstedet ved 3F Thy-Mors på Havnen i Nykøbing.
3F Thy-Mors støtter Julemærkemarchens deltagere med gratis kaffe/the og der er mulighed for at købe kage og kolde drikkevarer, fortæller Lisbeth Nielsen, Morsø Fodslaw til Her På Øen.
March med stor betydning
Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:
– Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker kun 2,8 procent af budgettet. Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden i en pressemeddelelse.
Denne udmelding glæder Morsø Fodslaw, som slet ikke føler det som et stykke arbejde at skaffe midler til Julemærkefonden, derimod som en kærkommen mulighed.
Det koster 50 kroner at deltage i julemærkemarchen. 90 kroner, hvis man gerne vil have medalje for sin march.
Man møder op på startstedet ved 3F i Nykøbing, hvorfra starten går mellem klokken 9 og 10 om formiddagen.
Foto fra Morsø Fodslaw til Her På Øen.

















































