Mads Duedahl bliver formand for Danske Regioner

Et bredt flertal i Danske Regioners kommende bestyrelse, bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Radikale Venstre, peger på Mads Duedahl som formand for Danske Regioner.

Mads Duedahl er netop blevet genvalgt som formand for Region Nordjylland og er i dag næstformand i Danske Regioner. Han peger på arbejdet med at gøre sundhedsreformen til virkelighed som den vigtigste opgave for regionerne i de kommende år.

– Vi står på tærsklen til en meget stor og ambitiøs reform, som regionerne allerede er i fuld gang med at forberede og implementere. Det arbejde fortsætter vi med, og vi ved, at det kommer til at kræve et stærkt samarbejde med alle aktører på sundhedsområdet – og mellem regionerne.

– Derfor er jeg også både beæret og meget glad for, at jeg efter 2 1/2 år som 1. næstformand i Danske Regioner nu har et bredt flertal, som står bag mig som formand. Jeg vil gøre mit for at sikre et fortsat godt samarbejde i Danske Regioners bestyrelse. Så vi sammen kan sikre de bedste betingelser for at lykkes med reformen og med at sikre et endnu stærkere sundhedsvæsen.

Mads Duedahl bliver formelt valgt til formand i forbindelse med Danske Regioners politiske topmøde, som finder sted den 26. marts næste år, oplyser Region Nordjylland til Her På Øen.

Pressefoto.