Mette Kjærgaard Iversen og Poul Roesen, kandidater til kommunalvalget på Mors 2025 for Det Konservative Folkeparti, har sendt Her På Øen dette læserbrev:

Også erhvervseventyr på Mors

Det har længe været kendt, at Mors er en del af det, man kalder “produktions Danmark”. Erhvervslivet er rygraden i vores lokalsamfund – det er her, fundamentet for en sund økonomi, nye arbejdspladser og fremtidig bosætning skabes. Uden vækst i erhvervslivet, får vi ganske enkelt svært ved, at skabe den velfærd, vi alle ønsker.

I sidste uge blev der udpeget 11 nye statslige industriparker i Danmark. Skive var blandt de udvalgte – tillykke til Skive. Samtidig fik 18 kommuner afslag. Men Mors var slet ikke på listen. Ikke engang med et afslag. For der er tilsyneladende slet ikke sendt en ansøgning!

Det må vi sige – det undrer os dybt.
Når Morsø Kommune, så gerne bryster sig af at være erhvervsvenlig, hvorfor tager man så ikke de muligheder, der faktisk ligger lige foran os? Det er ikke godt nok.

Tag bare Morsø Foodpark – den havde ligget lige til højrebenet i en ansøgning som industripark. De store veje går forbi, infrastrukturen er på plads med både gas og el. Området rummer potentiale til en varmecentral, der kan forsyne Nykøbing, og til nye virksomheder inden for grøn omstilling, f.eks. græsprotein og cirkulær produktion. Vi kunne koble os direkte på den grønne fremtid og skabe arbejdspladser, innovation og lokal vækst.

Men i stedet for at gribe chancen, står vi og kigger på, mens andre kommuner løber med udviklingen.

De Konservative på Mors har en anden tilgang. Vi tror på handling. Derfor har vi en langtidsholdbar plan:
En udbygning af Morsø Foodpark – også uden statslig status som industripark. Vi ønsker, at Morsø Kommune selv tager initiativet, investerer i udviklingsområder og erhverver jord, fx på den anden side af A26, så vi kan skabe rammerne for fremtidens virksomheder her hos os.

Hvis vi ikke får hjælp udefra, må vi selv tage teten.
Det skylder vi både vores erhvervsliv og de kommende generationer af morsingboer.

Mette Kjærgaard Iversen og Poul Roesen.

Kandidater til KV 2025 for Det Konservative Folkeparti

To gange pressefoto.