Et læserbrev til Her På Øen fra Jens Dahlgaard, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet til kommunalvalget i Morsø Kommune:

Ældreplejen i fokus

 

Det er ingen tilfældighed, at Socialdemokratiet har flere kandidater til kommunalvalget, som har eller har haft tæt berøring med ældreområdet i Morsø Kommune. Det er heller ingen tilfældighed, at netop dette område er en af de vigtige hos vores parti, når det kommer til prioriteringer efter valget. Jeg har mærket et ønske mange steder fra om, at vi får italesat, hvilke udfordringer, prioriteringer, idéer og løsninger vi skal arbejde med fremover. Når vi skal levere på ældreområdet, så er det vigtigt at tænke medarbejderinddragelse ind som en fast del af arbejdet. Det er medarbejderne i Morsø Kommune, som skal levere den ønskede service hver eneste dag. Det er medarbejderne, som har erfaringen og indsigten i, hvad der kan ændres og gøres bedre. Og de knokler hårdt hver eneste dag. Det handler om trivsel hos både de ansatte og seniorborgerne i Morsø Kommune. Socialdemokratiet vil skærpe kommunens fokus på ældreplejen. Medarbejdernes erfaringer og input skal være en fast del af arbejdet. Når jeg sætter mig i borgmesterstolen 1. januar, vil jeg planlægge en tur rundt til pleje- og ældrecentrene i Morsø Kommune. Jeg vil høre fra medarbejderne selv, hvad der fungerer godt, og hvad der skal prioriteres højere. Medarbejderinddragelse på ældreområdet er meget vigtigt for at forbedre arbejdsforholdene, fastholde medarbejdere og sikre høj kvalitet i plejen.

 

Jens Dahlgaard

Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet på Mors

 

Pressefoto.