Læserbrev til Her På Øen af Lissy Juliane  Mikkelsen, kandidat til kommunalvalget for Enhedslisten Morsø:

Stop systemsvigtet

– Mors har brug for en borgerrådgiver!

Enhedslisten Morsø har i mange måneder bedt Morsø kommune om at de skulle ansætte en borgerrådgiver og mange andre partier stemmer nu i.

Vi sendte endda anbefaling til at ansøge om en pulje penge fra Christiansborg, til ansættelse af en Borgerrådgiver, men de handlede ikke på det.

Alt for mange mennesker på Mors oplever at blive kørt over af kommunens sagsbehandling. De kæmper med sager, der trækker i langdrag, afgørelser de ikke forstår, eller fejl der får enorme konsekvenser for deres liv. Vi taler om forældre til børn i mistrivsel, syge borgere, mennesker med handicap – helt almindelige morsingboer, der pludselig står alene i en kamp mod et sagsbehandling, der burde hjælpe dem.

Når man havner i det kommunale maskineri, er man ofte prisgivet. For hvor går man hen, når sagsbehandleren ikke vender tilbage, når afgørelsen er uforståelig, eller når man oplever sig behandlet uretfærdigt? Mange giver op – ikke fordi deres sag er håbløs, men fordi kræfterne slipper op. Her kan en borgerrådgiver gøre en afgørende forskel.

En borgerrådgiver er en uafhængig instans, der:

  • hjælper borgeren med at forstå sine rettigheder og sin sag
  • kan tage fat, når kommunen begår fejl eller trækker tiden i langdrag
  • skaber gennemsigtighed og stiller kommunen til ansvar
  • fungerer som borgerens vagthund i mødet med systemet Det handler ikke om at lægge mere bureaukrati ovenpå. Tværtimod.

Det handler om at give borgerne en reel mulighed for at få deres sag behandlet ordentligt – uden at de skal slide sig selv op i processen. I Enhedslisten mener vi, at retssikkerhed ikke er et privilegium, men en rettighed. En borgerrådgiver kan være det værn, der sikrer, at kommunen ikke glemmer mennesket bag cpr-nummeret.

Vi kan vælge at se passivt til, mens flere mister tilliden til kommunen – eller vi kan tage ansvar og oprette en borgerrådgiver, der giver borgerne en stemme og gør systemet mere menneskeligt. Valget burde være enkelt.

På Mors skal ingen stå alene mod systemet.

Lissy Juliane Mikkelsen, kandidat til KV25, Enhedslisten Mors.

Pressefoto.