Lørdag den 27. september  slår Nordic Food College igen dørene op til  Mad- & Høstmarked arrangeret i samarbejde med Regional Madkultur Thy-Mors. Som altid vil en række lokale producenter være til stede for at præsentere deres råvarer og produkter – og der bliver naturligvis rig lejlighed til både at smage og handle.

Besøgende kan blandt andet bage snobrød ved bålpladsen, prøve lykken i tombolaen og deltage i sjove konkurrencer. Der er naturligvis også mulighed for at få en rundvisning på skolens område, hvor man kan få et indblik i Nordic Food Colleges særlige koncept og uddannelser og – ikke mindst – få lov at hilse på skolens mange dyr, der bla. tæller kvæg, får, geder, høns og heste.

  • Det er nu femte år i træk, vi samler lokale producenter og besøgende til høstmarked på Nordic Food College, og vi glæder os til endnu en gang at skabe en hyggelig dag med masser af liv. Vores mål er først og fremmest at sætte fokus på de mange dygtige fødevareproducenter i området, så endnu flere får øjnene op for deres gode arbejde. Med Nordic Food College som medarrangør får vi samtidig de bedste rammer til at skabe en familiedag, hvor der er noget at opleve for både store og små – lige fra lokale råvarer til landbrugsmaskiner og nysgerrige husdyr, fortæller Carsten Fomsgaard Nielsen fra Regional Madkultur Thy-Mors til Her På Øen.

Der vil også være mulighed for at købe mad og drikke på dagen. Menuen er tilberedt af Culinary-eleverne fra Nordic Food College – naturligvis med lokale råvarer som omdrejningspunkt.

Foto fra Morsø Landbrugsskole til Her På Øen.