Det bedste ved at bo i et lille lokalsamfund er byfesterne. Det synes borgerne i Frøslev og omegn i hvert fald.
Igen i år afholdes der Frøslevdag – en dag for hele familien med motionsløb (og kæphesteløb) og festmiddag med helstegt pattegris og alt det gode tilbehør.
– Vi oplever stor opbakning til både motionsløb og hyggeligt samvær under dagens aktiviteter, fortæller Anne Marie Vad, formand for borgerforeningen Frøslev & Omegn i en pressemeddelelse til Her På Øen. Borgerforeningen Frøslev & Omegn tilrettelægger dagen sammen med de mange foreninger, der holder til i Frøslev & Omegns Kulturhus.
Anne Marie Vad ser frem til en dag med loppemarked, musik fra Morsøgarden og naturligvis Frøslevløbet – motionsløbet, der igen i år har distancer helt op til Mollerup Mølle Maraton.
– Vi har meget for børnene i år, f.eks. legeland med hoppeborg og skumfiduser over bål og kreativt værksted, fortæller Mette Bærbach Bas, som er en af de mange frivillige omkring Frøslevdag.
Hun tilføjer, at der som noget nyt i år afholdes intet mindre end kæphesteløb med tidtagning.
Det hele sker på Frøslev Skole, Elsøvej 240, lørdag den 13. september.
Privatfoto af rosetterne til årets kæphesteløb!