Som en del af studiestarten på EUC Nordvest byder programmet traditionen tro på den store og legendariske dragebådssejlads – og fredag kom turen endelig til, at eleverne fra Morsø Handelsgymnasium og Business Nordvest kunne tørne ud i dragebådene på havnen i Nykøbing.
Dragebådssejladsen er en årlig begivenhed, der spiller en stor rolle i at ryste eleverne sammen på tværs af uddannelser, klasser og årgange på Morsø Handelsgymnasium og Business Nordvest. Derudover vækker sejladsen i høj grad elevernes konkurrencegen – og i år var ingen undtagelse.
På havneområdet dystede de udklædte elever i alt fra forhindringsbane og rodeotyr til sejlads og bedste udklædning – alt sammen i kampen om sejren og den eftertragtede ”Gyldne pagaj”.
I år gik sejren til 3.g-klassen 3.A fra Morsø Handelsgymnasium, som fejrede sejren med en tur i baljen.
De flotte billeder er tilsendt Her På Øen fra EUC Nordvest.