Af Dorit N. Glintborg
dorit@herpaaoeen.dk
Mette Bærbach Bas, der for fem år siden flyttede til Mors, udgiver på torsdag bogen Tilflytteren.
Torsdag er der bogreception i Bøger & Papir for den nye bog, der udkommer på forlaget Leitura.
Romanen handler om tilflytteren Karen, som flytter fra hovedstaden til Mors, netop som verden lukker ned på grund af corona. Hun møder en barsk virkelighed på øen – især fordi hun skriver provokerende debatklummer i lokalavisen om økologi, svinebønder og mink.
- Det er en lidt speciel bog, fordi man sideløbende med fortællingen kan læse avisklummerne og følge med i SoMe-kommentarerne, hvor der efterhånden samler sig en fraktion med det ene formål at få tilflytteren til at holde mund, fortæller forfatter Mette Bærbach Bas til Her På Øen.
Selv flyttede hun til øen for fem år siden og elsker at bo i et lille lokalområde, hvor der er masser plads og ro, og man kender alle dem, der bor i de andre huse.
Hun glæder sig til at præsentere sin bog, og fortæller, at selvom historien foregår i et lokalområde på Mors, så er fortællingen i sig selv og personerne i den fiktive. Mette Bærbach Bas håber, at mange lokale læsere vil hygge sig med at genkende stednavne i bogen.
Bøger & Papir i gågaden i Nykøbing afholder bogreception for den nye lokale bog torsdag eftermiddag den 21. august.
- Mange af vores kunder synes, det er spændende med den helt lokale vinkel, og så håber vi også at se nogle nye ansigter, da bogreceptionen falder sammen med Kulturmødet Mors, tilføjer boghandler, Bent Bisgaard overfor Her På Øen.
Den nye bog hedder Tilflytteren.
Privatfoto.