EUC Nordvest
er kommet godt fra start med det nye skoleår. Elever og kursister har brugt de første dage på at lære deres klassekammerater, undervisere og øvrige elever i afdelingerne at kende – og ved en stor fællesspisning i dag, torsdag, fik de mulighed for også at møde hinanden på tværs af skolens mange uddannelser. Også FGU Nordvest, som EUC Nordvest har et godt og nært naboskab med, deltog i fællesspisningen.

I alt satte omkring 1.300 elever, kursister og medarbejdere sig til bords for at markere begyndelsen på skoleåret. Menuen bød på chili con carne eller chili sin carne, som den økologiske udgave af retten hedder.

 

Skolens kantinepersonale selv stod bag både tilberedning og servering – i alt 1.300 portioner blev tilberedt af bl.a. 80 kilo oksefars, 70 kilo ris og 200 liter chilisovs.

  • Vi indførte fællesspisningen sidste år som en måde at starte skoleåret med noget, der samler os alle – og ikke mindst også for at fejre vores nye naboskab med FGU Nordvest. Det viste sig at være en kæmpe succes – både socialt og stemningsmæssigt – så det var helt naturligt at gentage initiativet i år, fortæller direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest i en pressemeddelelse til Her På Øen.

Han understreger, at fællesspisningen er mere end blot et godt måltid mad.

  • Når vi på denne måde samler elever og kursister på tværs af uddannelser, er det – ud over hyggen i det – også for at give et godt afsæt til at vores elever kan skabe relationer, der rækker ud over klasselokalerne. Det giver et stærkere fundament for hele skoleåret, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen.

 

Billeder fra EUC Nordvest til Her På Øen.