Limfjordsteatret har fået et nyt medlem af bestyrelsen. Else Christensen, der er flyttet til Nordmors med en afdeling af sin internationale virksomhed, Relocare Group, er trådt ind i bestyrelsen som repræsentant for erhvervslivet.

– Jeg elsker at gå i teatret. Men jeg er også meget optaget af, hvordan teater og i det hele taget kunst og kultur kan være med til at forandre læringsprocesser for børn og unge. Det er noget af det, Limfjordsteatret har arbejdet med i mange år, siger Else Christensen, der også finder Limfjordsteatrets internationale profil interessant.

– Jeg har i mange år arbejdet med interkulturel forståelse, så jeg ser os som et ret godt match, siger Else Christensen. Hun har en uddannelse i business administration fra De Montfort University i England, som hun tog, mens hun var bosat i Schweiz og Danmark.

Hun erfarede, hvordan selv store danske virksomheder havde svært ved at rekruttere, flytte og ikke mindst fastholde internationale medarbejdere og deres familier. Derfor startede hun i 2007 Relocare, der siden er vokset og blevet til Relocare Group.

Fra Lyngby og Stokholm til Sø Bugten på Nordmors

Virksomheden har hovedsæde i Lyngby med afdelinger i Stockholm, Lund – og siden 2022 på Sø Bugten på Nordmors. Den er specialiseret i at hjælpe andre virksomheder med at rekruttere og fastholde udenlandsk arbejdskraft – både fra EU, Japan, USA og andre lande.

– Vi har 24 ansatte plus konsulenter, som er specialiseret i de mange juridiske forhold inden for ansættelsesret, skatteregler, arbejdstillader og social sikring på tværs af landegrænser. Men vi rådgiver også om praktiske ting som f.eks. opholdstilladelser, den danske lejelov og kulturtræning – og finder boliger, etablerer bankkonto og finder fritidsinteresser til virksomhedens medabejdere, siger Else Christensen.

Hun stammer oprindeligt fra Bysted i Salling, og købte for et par år siden en gård på Sø bugten på Nordmors, hvor hun har åbnet endnu en afdeling af sin virksomhed med pt. to fuldtidsansatte. Det er også her, hun bor med sin forlovede, Per Mortensen, og sine to tvillingesønner, der går på hhv. gymnasiet og handelsgymnasiet i Nykøbing.

Else Christensen afløser handelschef Lisbeth Thrysøe, der på grund af travlhed har ønsket at træde ud af Limfjordsteatrets bestyrelse.

Tekst og foto fra Limfjordsteatret til Her På Øen.