Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

  • Jeg vil gerne have flere jobs på Mors.

Sådan lyder den klare melding til Her På Øen fra den professionelle discjockey, Richard Evaristo.

Han har bopæl i Thisted, og sine oprindelige rødder i England, men har altid syntes godt om Mors.

 

  • Jeg vil gerne erobre øen, smiler den erfarne dj på en solskinsdag, hvor temperaturerne både er til ferie og til sommerfester.

 

Richard Evaristo er født og opvokset i Liverpool, og startede som dj i 1976.

Han landede i Danmark ved noget af en tilfældighed.

Under et treårigt ophold på Korfu blev han i 1983 kontaktet af en kunde i København, der havde et job til den unge discjockey.

Det fik ham til at rykke teltpælene op og flytte til Danmark. I første omgang København, og i dag på omkring 40. år i Thisted.

Han har spillet som opvarmning for selveste Kim Larsen tre gange, og kan stadig høres i forskellige radiostationer i området.

Richard Evaristo underholder til alle slags fester og sammenkomster, bare der er mindst 25 personer.

Det være sig privatfester som firmafester.

Opvarmning ved koncerter og festivals er også en mulighed for Evaristo, som har rigtig mange idéer til nytænkning indenfor dét at hyre en discjockey til et arrangement.

 

Temaaftener er et af de nyeste projekter i støbeskeen.

Det være sig en MGP-aften, hvor deltagerne er klædt i tøj fra det årti, der er tale om. Musikken skal naturligvis være lutter Melodi Grand Prix-hits.

 

Eller War Party.

Den aktuelle verdenssituation med uro mange steder har givet den lokale discjockey idé til et koncept, der i første omgang lyder lidt dystert, men som i Richard Evaristos forestilling skal være med masser af livsglæde og håb.

  • Mange føler sig utrygge i dag, og ved at samles om den følelse, kan man godt vende det til noget positivt, selvom man også kan have i baghovedet, at ”vi ses måske aldrig igen”, uddyber Richard Evaristo.

Han tænker på en menu fra 1940’erne under Anden Verdenskrig, og nogle af de store klassikere fra den tid på pladespilleren. Tråden op til nutiden skabes ved nutidig musik med krigstema, og måske retter fra nogle af de lande, der i dag er ramt af uro. Men hele aftenen skal emme af livsglæde og taknemmelighed over livet.

DJ’en vil gerne veksle med et orkester, der også leverer musik, der relaterer til krigstemaet.

 

Richard Evaristo startede i 2011 sit firma, Ultimate Fanfare Odyssey, UFO, som på dansk kan omskrives til rejsende fra sted til sted med den bedste musik.

Og det er, hvad han er. Ovenikøbet med en garanti for, at han altid vil kunne efterkomme pladeønsker, uanset om de går på sange fra for 50, 30 eller 20 år siden, eller på spritnye hits.

 

Næste år kan dj’en fejre jubilæum, og når læseren nu ved, at han startede i 1976, giver det hurtigt sig selv, at der er tale om 50-års jubilæum. Jubilæet finder sted i november 2026.

Et 50-års jubilæum kan af gode grunde ikke fejres af en 25-årig, men alder er kun et tal, og Richard Evaristo forsikrer, at han altid har haft en meget ung mentalitet.

Det er afgjort også det indtryk, man får i hans selskab, som er sprudlende og energisk, og med humor og selvironi.

Hans ønske er, som nævnt i starten, at komme til at spille for nogle flere morsingboer her på øen.

Derfor håber han, at diverse festarrangører vil være med på et samarbejde. 

LYT her