Anette Svindborg har sendt et læserbrev til Her På Øen:
Vi svigter de ældre – og det er en politisk skandale
Morsø Kommune har endnu en gang indtaget en sørgelig førsteplads: Danmarks laveste niveau for hjemmehjælp. De ældre får her kun 1,5 time hjemmehjælp om ugen – sammenlignet med 2,6 timer i Lemvig og Thisted og 3,0 timer i Skive og Struer.
Det er ikke bare en forskel i tal. Det er en forskel i livskvalitet, tryghed og værdighed. Og det er ikke i orden.
Samtidig viser en ny analyse fra Vive – udarbejdet for Ældre Sagen og FOA – at plejehjemmene i hele landet er pressede til bristepunktet. Beboerne er blevet mere plejekrævende, men normeringerne følger ikke med.
På Mors har én nattevagt ansvaret for 28 ældre. Til sammenligning er tallet 22 i Thisted og Skive, 19 i Struer og 15 i Lemvig. Det er en forskel, der siger alt om, hvor presset personalet er – og hvor udsatte de ældre er, hvis noget går galt om natten.
FOA fortæller, at hver anden medarbejder ikke oplever, at opgaverne løses tilfredsstillende. Ældre Sagens vicedirektør kalder situationen for en politisk skandale – og det har han desværre ret i.
Jeg sad i kommunalbestyrelsen fra 2017 til 2021, og dengang var der råd: Vi sørgede for, at de ældre fik gjort rent, at MOA og Paraplyen fik støtte, og vi indførte klippekortsordningen via Dansk Folkeparti. En ordning, som gav lidt ekstra hjælp og selvbestemmelse.
Men siden 2021 er det kun gået én vej – nedad. Og det er ikke kun de ældre, der lider – det gør medarbejderne også. Som nævnt i Limfjorden Update, går personalet ofte hjem med en tung følelse af ikke at have gjort nok. Det er ikke mærkeligt, hvis sygefraværet er højt.
Det her handler ikke kun om budgetter og velfærdsydelser. Det handler om respekt for mennesker. Om at give vores ældre den pleje og tryghed, de har brug for og fortjent. Og om at sikre, at vores dygtige medarbejdere ikke brænder ud i forsøget på at gøre deres bedste – med alt for lidt i hænderne.
📍 Vi har brug for bedre normeringer
📍 Vi har brug for flere varme hænder – også om natten
📍 Vi har brug for politisk vilje til at gøre det ordentligt
Det handler om værdighed og ansvar – og det skal vi tage alvorligt.
Anette Svindborg stiller op til kommunalvalget på Mors for Dansk Folkeparti, og hun er også kandidat til Folketingsvalget, når engang det bliver udskrevet.

















































