Af Dorit N. Glintborg
Dansk Folkeparti på Mors har aldrig før haft så mange kandidater som nu.
Det fortæller formand, Lars Brian Hovmøller til Her På Øen efter gruppens sommermøde i denne uge.
Her var alle medlemmer inviteret, naturligvis sammen med de kandidater, der har meldt sig til kommunalvalget den 18. november.
Sommermødet blev afholdt i Erslev Kalkovn, og her var 17 lokalmedlemmer fremmødt, og apropos medlemmer, er der en støt stigning, fortæller Lars Brian Hovmøller:
-
Jeg får en ny indmelding hver dag for tiden, og vi er i dag omkring 40 medlemmer i Dansk Folkeparti Mors.
Ud af de 40, er der otte kandidater til kommunalvalget på Mors, og det er det højeste antal kandidater fra Dansk Folkeparti her på øen nogensinde.
Om grunden til den store fremgang, kan formanden kun gisne, men alt i alt ser han det som et udtryk for, at Dansk Folkeparti fører den rigtige politik.
Her På Øen bemærker: Dansk Folkeparti er jo ikke repræsenteret i den nuværende kommunalbestyrelse på Mors, så er det landspolitikken, morsingboerne er tilfredse med?
Lars Brian Hovmøller svarer: Ja, det kan man sige, men overordnet set tror jeg, at morsingboerne gerne vil have et nyt styre nu. Jeg synes, vi trænger til et systemskifte.
Her På Øen beder ham uddybe det, og Lars Brian Hovmøller fortæller, at Dansk Folkeparti på Mors vil kæmpe hårdt for de unge mennesker her på øen, hvor flere og flere – som på landsplan – er ”i mistrivsel”.
- Hvis ikke vi får de unge på ret køl, er der ingen til at passe os, når vi bliver gamle engang, som han siger, og tilføjer: – For den sags skyld heller ingen til at passe børn.
Dans Folkeparti Mors vil også have fokus på erhvervslivet.
Lars Brian Hovmøller ser Dansk Folkeparti som det reelle alternativ til Venstre, som har haft borgmesterposten i 12 år, og som længe har haft stort flertal i kommunalbestyrelsen.
Om ABC-Holdet, som er Socialdemokratiet Mors, Radikale Mors og Konservative Folkeparti på Mors mener Dansk Folkepartis formand ikke, at de repræsenterer et egentligt alternativ.
De otte opstillede til kommunalvalget for Dansk Folkeparti er:
Spidskandidat Per Mortensen, 53 år, selvstændig og bosat i Nørre Dråby,
Næstformand Kim Hyldig Andersen, 66 år, selvstændig og bosat i Flade,
Formand Lars Brian Hovmøller, 54 år, selvstændig og bosat på Ørndrup,
Anette Svindborg, 50 år, social- og sundhedsassistent, og bor i Øster Jølby. Anette Svindborg stiller også op til Folketingsvalget, når det engang bliver udskrevet,
Claus Palle Graff, 58 år, digital designer og bosat i Sejerslev,
Cecilie Jensen, 30 år, butiksassistent, bor i Sejerslev,
Michael Boris Andresen, 44 år, arbejder hos Mollerup Mølle, bor i Karby, og
Hans Albert Clausen, 47 år, entreprenør og bor i Nykøbing.
På billedet fra venstre: Kim Hyldig Andersen, Anette Svindborg, Lars Brian Hovmøller, Per Mortensen, Michael Boris Andresen, Cecilie Jensen og Claus Palle Graff, mens Hans Albert Clausen ikke er med på billedet.
Billedet er taget af Dansk Folkeparti Mors og sendt til Her På Øen.



















































Hej Dansk Folkeparti
Stort tillykke med det store hold -godt gået.
Hvor er det godt, at vi er flere, der har den samme mission.
Keld Kortegaard