Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

I dag er sidste skoledag på Ørding Friskole. Og ikke bare en almindelig sidste skoledag inden en dejlig lang sommerferie. Næh, det er allersidste skoledag overhovedet på Skolesvinget i Ørding.

Her lukker friskolen nemlig efter 34 år.

Her På Øens besøg på friskolen dagen før sidste skoledag blev en både bevægende og fin oplevelse med så mange følelser og så meget stemning, at journalisten selv uundgåeligt blev revet med, og også fik minder fra sin egen sidste skoledag på en elsket skole i Karby tydeligt frem.

Skolebygningen i Ørding emmer af atmosfære og sjæl. Bøger i massevis, tavler med kridt, blyanter og blyantspidsere. Skolegården, sløjdlokallet med de slidte redskaber tænk på, hvor mange børns hænder, der har haft ved de her ting! –  og de skønne udendørs omgivelser med legehuse i træ og hytter med blomster.

 

Stemningen vil sandsynligvis skinne igennem i denne reportage, men først nogle fakta:

Ørding Friskole blev grundlagt i 1991, efter at Morsø Kommune lukkede den daværende folkeskole i bygningerne.

En kreds af ihærdige borgere i Ørding satte sig for at starte en friskole, og der blev knoklet, og samlet penge sammen i Ørding. Siden da har friskolen dannet ramme om en god og tryg dagligdag for rigtig mange børn.

Den 15. oktober 2024 meddelte bestyrelsesformand i Ørding Friskole, Søren Nygaard  til Her På Øen, at der nu ville blive arbejdet hen imod en såkaldt kontrolleret lukning af friskolen, og at friskolen ikke ville åbne for et nyt skoleår efter sommerferien 2025.

Som Søren Nygaard dengang oplyste, er det en nedgang i børnetallet, der gør beslutningen nødvendig.

I går, på Ørding Friskoles andensidste dag, fortalte samme bestyrelsesformand til Her På Øen, at lukningen desværre er et uundgåeligt resultat af færre børn på Sydmors.

Han oplyser videre, at bygningen på Skolesvinget 9 i Ørding skal afhændes, og at der sandsynligvis bliver tale om en såkaldt kontrolleret konkurs, der går igennem en advokat, og det gælder såvel bygninger som indbo.

  • Men det er en proces, der bliver sat i gang på et tidspunkt, og for os voksne har det hele tiden handlet om at gøre dette sidste skoleår i Ørding til børnenes allerbedste.

Søren Nygaard har selv gået på Ørding Friskole i otte år.


Den første, Her På Øen møder under gårsdagens besøg i Ørding, er David Noesgaard, der går i 6. klasse på Ørding Friskole. Han sidder på en bænk i skolegården og funderer lidt, for han ville meget gerne have kunnet tage 7. klasse på Ørding Friskole.

David fortæller, at han har gået her i to år. Han skiftede skole, fordi han blev mobbet på sin tidligere skole.

Det var på Lødderup Friskole, men det er to år siden nu, så når David efter sommerferien flytter tilbage til friskolen i Lødderup håber han, at mobningen er fortid. På Ørding Friskole har han haft det godt. Om den fine reol på muren bag sig fortæller David Noesgaard, at de små ting på hylderne er stillet derind af børn i tidens løb.

  • Jeg vil stille en lille ting derind i morgen, fortæller han, lige inden, det ringer ind.

 

På en bænk op ad muren finder Her På Øen Christian Mo Andersen der går i 1. klasse, og Astrid Svane Sørensen fra 4. klasse.

De vil begge to gerne fortælle om deres følelser i forbindelse med Ørding Friskoles lukning.

  • Jeg græd meget i aftes, fortæller Christian på syv år befriende ærligt. Han siger heldigvis, at han snakker med sin mor og sin papfar og sin far, når han bliver ked af det.

Astrid fra 4. klasse fortæller, at hun har gået på Ørding Friskole snart sagt hele sit liv – hun var også i dagpleje her – og hun er meget trist over, at skolen skal lukke.

Efter sommerferien skal hun flytte til Lødderup Friskole.

På Her På Øens spørgsmål om, hvad hun gør for at prøve at se lidt lyst på situationen, siger Astrid Svane Sørensen:

  • Jeg prøver på at sige til mig selv, at vi sommetider har brug for en ny start.

En af de gode ting, Astrid kan forestille sig ved en ny start, er nye venner på den nye friskole.

De voksne på Ørding Friskole har hele det forløbne skoleår gjort sig ekstra umage med at give de 46 børn gode dage. Det gælder så afgjort også på de allersidste dage, hvor man må sige, at fanen tappert holdes højt, mens de fleste går rundt med tårer i øjnene.

Ting pakkes ned, lokaler lukkes af, og i det hele taget gøres mange ting for sidste gang, inden både voksne og børn skal drage videre, og forlade Ørding Friskole.

Det gælder også skolens leder, Hanne Have Ward, som har arbejdet på Ørding Friskole i i alt 18 år. De første syv år som lærer, og de seneste 11 år som både underviser og skoleleder.

  • Vi har kørt med fuld knald på helt op til de her sidste dage, for vi kan ikke tillade os at gå og græde hele tiden. Vi har haft meget stor fokus på at gøre vores 46 børn klar til at komme godt videre til nye steder, samtidig med at have gode og givende skoledage her hver dag, fastslår hun overfor Her På Øen.

Og der er virkelig fuld knald på i Ørding Friskole helt til finalen.

Emneuge om kæledyr og filosofi, fodbold og saftevandsfremstilling. Cirkusforestilling, bagning og vandkamp. Og meget, meget mere.

Hanne Have Ward fortæller, at forældrene til børnene på Ørding Friskole også har været fantastiske til at give friskolens voksne gejst til de sidste dage.

Forældrene er kommet med mad og hjemmebag for at give ny energi.

Denne torsdag står der på det store bord i aulaen både kagemand, boller og frugt fremme.

Men uanset, hvor meget man anstrenger sig for at smile gennem tårer, så er det en hård omgang at lukke en skole ned – på både egne og andres vegne – og Hanne Have Ward mærker da også på sig selv, at det tager på ressourcerne.

  • Jeg har været svimmel indimellem i dag, og det er selvfølgelig også på grund af træthed. Men det er jo også de triste omstændigheder, siger hun til Her På Øen, mens hun hjælper Mikkel fra nulte klasse rygsækken bedre på.

 

Hanne Have Ward starter efter sommerferien som lærer på Lødderup Friskole. Det samme gør en anden af Ørding Friskoles lærere. Og faktisk flytter hele 36 af de 46 børn fra Ørding Friskole til Lødderup Friskole, så der er reel grund til at smile gennem tårer.

Mange vil få en hverdag sammen igen.

Hanne Have Ward fortæller, at man i en super-god aftale med Lødderup Friskole har kunnet love alle 46 børn at måtte flytte til Lødderup, hvis de ønskede det. Og det har alle på nær 10 altså gjort. Af disse 10 flytter nogle til Vils, – folkeskolen Sydmors Skole og Børnehus mens nogle få skal gå i hjemmeskole.

————————————————————————–

På legepladsen får Her På Øen en god snak med nogle elever. Se og hør den på Her På Øens YouTube-kanal:

 

Fanen holdes højt til det sidste på Ørding Friskole, og hvad er mere forfriskende på en sommerdag, end en rask vandkamp?

I kø for et knus

Men afskedens stund nærmer sig på Ørding Friskole. For de fleste i dag fredag, og for nogle allerede i går torsdag.

Det gjaldt for lærerinden Ninna Skovby, som havde sin sidste dag på Ørding Friskole torsdag.

Det var meget rørende at overvære elevernes afsked med en tydeligvis meget afholdt lærer, som har arbejdet på friskolen i fem år.

Det kunne lyde som en forslidt frase, men ikke desto mindre er det sandt, at ikke et øje var tørt.

Og der var kø for at få et knus, som der rundhåndet blev givet – og modtaget – rigtig mange af.

  • Man kommer oprigtigt til at holde af de her børn, sagde Ninna Skovby ti Her På Øen mellem knusene, og hun uddybede: Der er ikke så mange, og så er de bare nogle dejlige børn.
  • De kommer ind på huden under én, fastslog lærerinden.

 

 

 

Her På Øen vil takke alle de søde børn på Ørding Friskole for en rigtig god dag sammen, og ønske stort held og lykke på den videre vej frem. Reportagen afrundes med et fotografi af den dejlige besked på skiltet ved Ørding Friskole herunder:

Vi ses.