De Konservative på Mors er stolte af at kunne præsentere Claus Søndergaard Andersen som en del af holdet frem mod kommunalvalget i 2025.
De Konservative på Mors fortæller i en pressemeddelelse til Her På Øen, at Claus Søndergaard Andersen er 58 år, gift med Karin og bosat i Lødderup. Sammen har de en stor og aktiv familie med fire børn og otte børnebørn. Claus Søndergaaard Andersen har et solidt lokalt afsæt og kender hverdagen i kommunen – både som borger og som medarbejder gennem mange år.
Kandidaten har arbejdet 3,5 år på slagteriet, herefter 29 år på Morsø Elværk og er i dag konsulent ved Skattestyrelsen. I fritiden er han engageret i Odd Fellow-logen, er aktiv i Politihjemmeværnet og sidder i bestyrelsen for Fredsø-Lødderup Vandværk. Derudover går meget af fritiden med hus, have og familiens hund Buster.
Politisk har han været konservativ i mere end 35 år. Han har tidligere stillet op til kommunalvalg og har i mange år været en aktiv del af det konservative bagland. Han brænder særligt for erhvervspolitik, økonomisk ansvarlighed og grøn omstilling.
“Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil være med til at sikre et sundt økonomisk fundament for vores kommune, hvor vi samtidig støtter op om det lokale erhvervsliv og tænker bæredygtigt. Jeg tror på ordentlighed, lokalt engagement og ansvarlig politik,” siger Claus Søndergaard Andersen.
De Konservative på Mors glæder sig til at føre valgkamp sammen med Claus og til at tilbyde vælgerne et stærkt og troværdigt alternativ baseret på erfaring, lokal indsigt og konservative værdier.
Privatfoto til Her På Øen.