Dansk Folkeparti Morsø glæder sig over at kunne præsentere en ny stærk kandidat til kommunalvalget på Mors til november.

 

Cecilie Jensen er 30 år, og oprindeligt fra Sjælland. For omkring et år siden flyttede hun fra Thisted til Mors, hvor hun nu ønsker at engagere sig aktivt i lokalpolitik.

 

Hun har arbejdet som butiksassistent i 12 år og kender derfor til hverdagen for helt almindelige mennesker, der passer deres arbejde og kæmper for at få tingene til at hænge sammen. Hendes interesse for Dansk Folkeparti begyndte, da hun mødte Claus Palle, som inspirerede hende til at dykke ned i partiets værdier og politik.

 

Cecilie Jensen har to børn, og hendes engagement bunder i hendes egne oplevelser med det kommunale system. Hun har selv stået i den svære situation at få fjernet sine børn — en erfaring, der har givet hende et stærkt ønske om at arbejde for forbedringer. Hun kæmper for, at forløb som disse altid foregår med barnets tarv i centrum, og at både børn og forældre bliver mødt med respekt og forståelse.

 

Cecilie Jensen har valgt at stille op i Morsø Kommune, fordi hun ser muligheder for at gøre en reel forskel netop her — især for børnefamilier, der har brug for retfærdighed og ordentlige løsninger.

 

Lars Brian Hovmøller/ Anette Svindborg har sendt Her På Øen dette foto.