Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

I næste uge inviteres morsingboer og andre interesserede til et foredrag om atomkraft generation 4.

Det er Dansk Folkeparti Morsø Lokalafdeling, der arrangerer foredraget, der finder sted tirsdag aften den 27. maj i Skovgade 17 i Nykøbing – det tidligere KFUM & K Selskabslokaler, som i dag huser Unghuset.

Fra Dansk Folkeparti Morsø Lokalafdeling siger Kim Hyldig Andersen til Her På Øen, at formålet med foredraget er at dæmpe folks nervøsitet angående atomkraft.

  • Der sidder jo i mange en gammel skræk, men den skræk stammer fra de atomkraftanlæg, der kaldes generation 3. Den nye her, generation 4, er noget helt andet, fastslår han.

Og præcist hvad, atomkraft generation 4 er, har Dansk Folkeparti inviteret Bjarne Engelbrecht til at komme og fortælle tilhørerne om.

Bjarne Engelbrecht er ekspert på området, og har blandt andet netop været på Christiansborg for at belyse området overfor politikerne.

Kim Hyldig Andersen, der stiller op til kommunalvalget i november, fortæller videre til Her På Øen, at en af hans mærkesager bliver at få et atomtestcenter til Mors.

Ifølge ham vil et sådant testcenter både skabe arbejdspladser, give interesserede besøgende fra hele verden, og det vil kunne forsyne hele øen med energi.

Dansk Folkeparti Morsø Lokalafdeling håber at se mange til foredraget den 27. maj – også skeptikere af atomkraft. Måske især skeptikere.

Foto af Dansk Folkeparti Morsø Lokalafdeling til Her På Øen.