Her På Øen har modtaget et læserbrev fra Mette Jensen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening Morsø.
Hun skriver:
Måske er det ved at lysne for Limfjorden
For få dage siden lagde Fiskeriministeriet op til at en længere række beskyttede havområder nu – rent faktisk – skal beskyttes. Og det kan jo lyde lidt skørt, at beskyttede arealer ikke er beskyttede, men sådan er det faktisk. Men det bliver der nu måske lavet om på, og det er rigtig glædeligt for defjord.
Nogle af de arealer, man vil beskytte mod bundtrawl og muslingeskrab ligger i Limfjorden. Limfjorden er særligt påvirket af muslingeskrab. Det er videnskabeligt uomgængeligt, at denne skrabemetode er skadelig for havbunden. Derfor er det med stor undren vi ser at borgmester Hans Ejner Bertelsen for nogle dage siden skrev, at hvis forslaget går igennem, så vil Limfjordens miljømæssige tilstand forværres. Det er ikke rigtigt. Ganske vist kan muslinger fjerne kvælstof fra fjorden når de fiskes op, men der er intet belæg for at det opvejer den skade det forvolder, når havbunden kontinuerligt pløjes op af tunge muslingeskrabere. Det er ikke godt vores havmiljø, når vi skraber eller trawler bunden!
I DN har vi forståelse for, at man som muslingefisker er bekymret for en fremtid, hvor man ikke kan gøre som før. Men muslingebestandene i fjorden er for stærkt nedadgående og fjorden er nødlidende som aldrig før og derfor må fiskeriet ligesom mange andre sektorer være parat til at omstille sig. Det skal landbruget, industrien har længe været i gang og fiskeriet skal selvfølgelig med. Derfor synes vi også, det giver god mening, at man støtter fiskere med at omstille sig til skånsomme fiskemetoder.
Vi kan ikke fortsætte med at drive rovdrift på naturen med argumenter om, at det giver arbejdspladser.
Det er ikke bæredygtigt hverken for naturen, vores omgivelser eller for erhvervet selv. Vi skal indrette os inden for naturens tålegrænser. Forhåbentlig kan vi få den gode Limfjord tilbage igen hvis vi giver bunden fred til at komme sig og hvis treparten samtidig lykkes med at få reduceret kvælstofudledningerne, ja så begynder det faktisk at lysne for vores kære fjord.
Mette Jensen, Danmarks Naturfredningsforening Morsø.
Foto til Her På Øen fra Danmarks Naturfredningsforening Morsø fra et tidligere projekt “30 fjorde på 30 dage” med lokalformanden i aktion.