Af Dorit N. Glintborg

dorit@herpaaoeen.dk

 

Tødsø Venstre har fundet en ny kandidat til kommunalvalget i Morsø Kommune til november måned.

Henning Sørensen fortæller til Her På Øen, at den lokale vælgerforening i alle årene har sat en ære i at finde sin helt egen lokale kandidat i lokalområdet.

Den ny opstillede kandidat er Tina Hosbond, som er 40 år, og bor på gården Sdr. Hyldig i udkanten af Tødsø sammen med mand og tre børn.

Familien købte gården og flyttede til Mors i 2011, og Tina Hosbond fortæller, at de er faldet så godt til her på øen, at hun ikke kan forestille sig nogensinde at skulle bo andre steder.

Hun arbejder i en deltidsstilling som bogholder på Bjergby Friskole, og står derudover for det administrative ved familiens landbrug.

  • Jeg har valgt at takke ja til at være kandidat for Venstre til kommunalvalget i år, fordi jeg synes, det er en spændende udfordring og en vigtig opgave, siger Tina Hosbond til Her På Øen og fortsætter:
  • Jeg er et sted i mit liv nu, hvor jeg har overskud til at bidrage til det kommunale fællesskab. Jeg syntes en lokal valgt kommunalbestyrelse er den fineste form for nærdemokrati.

At valget er faldet på Venstre skyldes Tina Hosbonds opfattelse af Venstre som garant for det gode samarbejde.

Der er 23 medlemmer i Tødsø Venstre.

Henning Sørensen fortæller til Her På Øen, at der på mødet forleden var genvalg til hele bestyrelsen, inklusiv formand Viggo Kobæk.

  • Nu arbejder vi i Tødsø Venstres vælgerforening intenst på at få den nye kandidat kørt i stilling til kommunalvalget til november, fastslår han.

Efter 16 år i øens kommunalpolitik, genopstiller socialudvalgsformand Henning Sørensen ikke.

  • Tina skal gerne ind som en erstatning for mig, tilføjer han overfor Her På Øen.

Privatfoto af den nye kandidat for Venstre.